Henrik Ibsens skrifter: Lille Eyolf

Du er her:

Lille Eyolf

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Omtrent samtidig med nærværende originaludgave
fremkommer en engelsk, en tysk og en fransk af forfatteren
autoriseret udgave. Noget senere følger oversættelser på
russisk, hollandsk, ungarsk, bøhmisk og polsk.

LILLE EYOLF

SKUESPIL I TRE AKTER

AF HENRIK IBSEN

TREDJE OPLAG

[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]

KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

GRÆBES BOGTRYKKERI

1895

PERSONERNE:

Alfred Allmers, ejendomsbesidder, literat, forhen timelærer.

Fru Rita Allmers, hans hustru.

Eyolf, deres barn; ni år gammel.

Frøken Asta Allmers, Alfreds yngre halvsøster.

Ingeniør Borghejm.

Rottejomfruen.

Handlingen foregår på Allmers’s ejendom ude ved fjorden,
et par mile fra byen.

FØRSTE AKT.

(En smukt og rigt udstyret havestue. Mange møbler, blom-
ster og planter. I baggrunden åbne glasdøre ud til en veranda.
Vid udsigt over fjorden. Skogklædte åser i det fjerne. På hver
af sidevæggene en dør, den til højre er en dobbeltdør og længst
tilbage. Foran til højre en sofa med løse puder og tæpper.
Stole og et lidet bord ved sofahjørnet. Foran til venstre et
større bord med lænestole omkring. På bordet står en åben
håndkuffert. Det er tidlig sommermorgen i varmt solskinsvejr.)

(Fru Rita Allmers står ved bordet, med ryggen mod højre,
og pakker ud af kufferten. Hun er en smuk, temmelig stor,
yppig, blond dame på omkring 30 år. Klædt i lys morgenkjole.)

(Lidt efter kommer frøken Asta Allmers ind gennem døren
til højre, klædt i lysbrun sommerdragt med hat, jakke og pa-
rasol. Under armen har hun en temmelig stor låset mappe.
Hun er smækker, middelhøj, med mørkt hår og dybe alvorlige
øjne. 25 år gammel.)

Asta
(indenfor døren).

God morgen, kære Rita.

Rita
(vender hodet og nikker til hende).

Nej sé , – er det dig, Asta! Kommer du
alt så tidligt fra byen? Helt her ud til os?

s. 10

Asta
(lægger tøjet fra sig på en stol ved døren).

Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg
syntes, jeg måtte herud og sé til lille Eyolf
idag. Og til dig også. (lægger mappen på bordet ved
sofaen.) Og så gik jeg udover med dampskibet.

Rita
(smiler til hende).

Og ombord traf du kanske en eller anden
god ven? Sådan rent tilfældigt, mener jeg.

Asta
(rolig).

Nej, jeg traf sletikke nogen, som jeg kendte.
( ser kufferten.) Men, Rita, – hvad er det der for
noget?

Rita
(pakker fremdeles ud).

Alfreds rejsekuffert. Kender du ikke den?

Asta
(glad, går nærmere).

Hvad! Er Alfred kommen hjem?

Rita.

Ja, tænk dig til, – han kom så rent uventet
med nattetoget.

s. 11

Asta.

Å, så var det det, jeg følte! Det var det,
som drog mig herud! – Og han havde ingen-
ting skrevet i forvejen? Ikke engang et brevkort?

Rita.

Ikke et eneste ord.

Asta.

Ikke telegraferet heller?

Rita.

Jo, en times tid før han kom. Ganske kort
og koldt. (ler.) Synes du ikke, det ligner ham,
Asta?

Asta.

Jo da. Han går så stille med alting.

Rita.

Men desto dejligere var det så, da jeg fik
ham igen.

Asta.

Ja, det kan jeg nok tænke mig.

Rita.

Hele fjorten dage før jeg vented ham!

s. 12

Asta.

Og det står godt til med ham? Ikke ned-
stemt?

Rita
(klapper kufferten sammen og smiler til hende).

Han så ud rent som om han var forklaret,
da han kom ind ad døren.

Asta.

Og var ikke en smule træt heller?

Rita.

Jo, træt tror jeg rigtignok han var. Dygtig
træt også. Men, stakker, han havde jo gået til
fods det meste af vejen.

Asta.

Og så har kanske højfjeldsluften været vel
skarp for ham.

Rita.

Nej, det kan jeg aldrig tro. Jeg har ikke
hørt han har hostet en eneste gang.

Asta.

Nå, der kan du bare sé ! Så var det jo

s. 13

godt alligevel da, at lægen fik ham overtalt til
at gøre den turen.

Rita.

Ja, nu, da det endelig er overstået, så –.
Men du kan tro, det har været en forfærdelig
tid for mig, Asta. Jeg har aldrig villet snakke
om det. Og du kom jo så sjelden ud til mig
også –

Asta.

Ja, det var visst ikke rigtig gjort af mig.
Men –

Rita.

Nå, nå, nå, – du havde jo skolen derinde
i byen. (smiler.) Og vor vejbygger – han var jo
bortrejst også.

Asta.

Å , la’ være med det, Rita!

Rita.

Ja, ja da. La’ vejbyggeren fare. – Men
sligt savn, som jeg har følt efter Alfred, du!
Slig en tomhed! Sligt øde! Uh, det var som om
nogen var ble’t begravet her i huset –!

s. 14

Asta.

Nå, herregud , – bare en sex–syv uger da –

Rita.

Ja, men du må huske på, at Alfred har al-
drig før været borte fra mig. Aldrig så længe
som et døgn engang. Aldrig i alle de ti år –

Asta.

Nej, men derfor så synes jeg sandelig det
var på tiden, at han fik komme lidt ud iår. Han
skulde ha’ gået på fjeldtur hver eneste sommer.
Det skulde han ha’ gjort.

Rita
(halvt smilende).

Ak ja, du har godt for at snakke, du. Hvis
jeg var så – så fornuftig som du, så havde jeg
vel sluppet ham løs før – kanske. Men jeg
syntes ikke, jeg kunde det, Asta! Det stod for
mig, som om jeg aldrig vilde få ham igen mere.
Kan du da ikke så godt forstå det?

Asta.

Nej. Men det er vel sagtens, fordi jeg ikke
har nogen at miste.

s. 15

Rita
(med et drillende smil).

Har du virkelig sletikke nogen –?

Asta.

Ikke det jeg véd om. (afbrydende.) Men sig
mig, Rita, – hvor er Alfred henne? Sover han
kanske?

Rita.

Å langtfra. Han stod op lige så tidlig idag,
som han plejer.

Asta.

Nå, så har han vel ikke været så svært
træt heller.

Rita.

Jo, inat. Da han kom. Men nu har han
havt Eyolf inde hos sig over en hel time.

Asta.

Den stakkers lille, blege gutten! Skal han
nu til at lære og lære igen?

Rita
(med et skuldertræk).

Alfred vil jo så ha’ det, véd du.

s. 16

Asta.

Ja, men jeg synes, du skulde sætte dig
imod det, Rita.

Rita
(noget utålmodig).

Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virke-
lig ikke blande mig op i. Alfred må jo forstå
de ting meget bedre end jeg. – Og hvad vil du
da Eyolf skal ta’ sig til? Han kan jo ikke løbe
omkring og lege, han, – ligesom andre børn.

Asta
(bestemt).

Jeg vil snakke med Alfred om dette her.

Rita

Ja, kære, gør du bare det. – Nå, sé der –

(Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hån-
den, kommer ind gennem døren til venstre. Han er en slank,
finbygget mand på 36–37 år, med milde øjne, tyndt brunt hår
og skæg. Over hans ansigt hviler et alvorligt, tankefuldt drag.
– Eyolf bærer en dragt af snit som et slags uniform med guld-
snore og løveknapper. Han er halt og går med krykke under
den venstre arm. Benet er lammet. Han er liden af vækst, sér
sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.)

Allmers
(slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder).

Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At
jeg straks skulde få sé dig!

s. 17

Asta.

Jeg syntes jeg måtte –. Velkommen hjem
igen!

Allmers
(ryster hendes hænder).

Tak skal du ha’ for det.

Rita.

Ser han ikke prægtig ud?

Asta
(stirrer ufravendt på ham).

Dejlig! Rent dejlig! Så oplivet i øjnene!
Ja, da har du vel skrevet svært meget undervejs.
(glad udbrydende). Kanske gerne hele bogen er fær-
dig, Alfred?

Allmers
(trækker på skuldren).

Bogen –? Å, den –

Asta.

Ja, jeg tænkte mig, at det vilde gå så let
for dig, når du bare fik komme ud.

Allmers.

Det tænkte jeg også. Men sé , – det gik
ganske anderledes, du. Jeg har såmænd ikke
skrevet en linje på bogen.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 18

Asta.

Har du ikke skrevet –!

Rita.

Å så! Jeg kunde ikke skønne, at alt papiret
lå urørt i kufferten.

Asta.

Men, kære Alfred, hvad har du da bestilt
i al den tid?

Allmers
(smiler).

Bare gået og tænkt og tænkt og tænkt.

Rita
(lægger armen om hans skulder).

Tænkt lidt på dem også, som hjemme sad?

Allmers.

Ja, det kan du vel vide. Meget også. Hver
eneste dag.

Rita
(slipper ham).

Nå, så er det jo godt og vel altsammen da.

Asta.

Men sletikke skrevet noget på bogen? Og

s. 19

så kan du endda sé så glad og tilfreds ud?
Det plejer du da ikke ellers. Ikke når arbejdet
går tungt for dig, mener jeg.

Allmers.

Det har du ret i. For jeg har været så
dum før, ser du. Det, at tænke, det rummer
det bedste i en. Hvad som kommer på papiret
duer ikke stort.

Asta
(med et udråb).

Duer det ikke!

Rita
(ler).

Men er du ble’t gal, Alfred!

Eyolf
(ser troværdig op på ham).

Jo da, pappa, – det, som du skriver, det
duer.

Allmers
(smiler og stryger hans hår).

Ja ja , når du siger det, så –. Men tro
du mig, – der kommer en bagefter, som vil
gøre det bedre.

s. 20

Eyolf.

Hvad skulde det være for en? Å, sig det!

Allmers.

Giv tid. Han vil nok komme og melde sig.

Eyolf.

Og hvad vil du så gøre?

Allmers
(alvorlig).

Så vil jeg gå til fjelds igen –

Rita.

Fy, skam dig, Alfred!

Allmers.

– op på højderne og på de store vidder.

Eyolf.

Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’,
at jeg kan få være med dig?

Allmers
(smærtelig berørt).

Å jo, kanske det, lille gutten min.

s. 21

Eyolf.

For jeg synes, det vilde være så kækt, det,
om jeg også kunde klyve i fjeldene.

Asta
(afledende).

Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!

Eyolf.

Ja, synes du ikke det, tante?

Asta.

Jo da. Er det for pappas skyld, at du har
fået de nye klæderne på?

Eyolf.

Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde,
pappa skulde sé mig med dem.

Allmers
(sagte til Rita).

Du skulde ikke ha’ gi’t ham den slags
dragt.

Rita
(dæmpet).

Å, men han plaged mig så længe. Bad så
indstændig. Jeg fik ikke fred for ham.

s. 22

Eyolf.

Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har
købt en bue til mig. Og lært mig at skyde
med den også.

Allmers.

Ja, sé det, det er rigtig noget for dig, det,
Eyolf.

Eyolf.

Og når han kommer igen næste gang, så
vil jeg be’ ham lære mig at svømme også.

Allmers.

Svømme! Å, men hvorfor vil du nu det da?

Eyolf.

Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de
kan svømme. Det er bare mig, som ikke kan.

Allmers
(bevæget, lægger armene om ham).

Du skal få lov til at lære alt, hvad du bare
vil! Alt, hvad du selv har lyst til.

Eyolf.

Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til,
pappa?

s. 23

Allmers.

Nå? Sig mig det.

Eyolf.

Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.

Allmers.

Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting,
som er bedre end det.

Eyolf.

Ja, men når jeg blir stor, så må jeg jo bli’
soldat. Det véd du da vel.

Allmers
(knuger hænderne).

Ja, ja, ja; vi får sé –

Asta
(sætter sig ved bordet til venstre).

Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg
fortælle dig noget.

Eyolf
(går derhen).

Hvad er det for noget, tante?

Asta.

Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rotte-
jomfruen.

s. 24

Eyolf.

Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du
bare narrer mig!

Asta.

Nej, det er sandt. Jeg så hende igår.

Eyolf.

Hvor så du hende da?

Asta.

Jeg så hende på vejen, udenfor byen.

Allmers.

Jeg så hende også et steds oppe i landet.

Rita
(som sidder i sofaen).

Kanske vi også får sé hende da, Eyolf.

Eyolf.

Tante, er ikke det underligt, du, at hun
heder Rottejomfruen?

Asta.

Folk kalder hende bare så, fordi hun rejser
rundt land og strand og fordriver alle rotterne.

s. 25

Allmers.

Egentlig skal hun nok hede frøken Varg,
tror jeg.

Eyolf.

Varg? Det betyder jo en ulv, det.

Allmers
(klapper ham på hodet).

Véd du det også, du, Eyolf?

Eyolf
(betænksomt).

Så kanske det kan være sandt alligevel, at
hun er varulv om natten. Tror du det, pappa?

Allmers.

Å nej, det tror jeg ikke. – Men nu skulde
du gå ned og lege lidt i haven.

Eyolf.

Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen
bøger med mig?

Allmers.

Nej, ingen bøger herefter. Gå så heller ned
på stranden til de andre gutterne.

s. 26

Eyolf
(forlegen).

Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne
idag.

Allmers.

Hvorfor ikke det da?

Eyolf.

Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.

Allmers
(rynker panden).

Gør de kanske nar af – af dine pæne klæder!

Eyolf
(undvigende).

Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg
slå dem.

Allmers.

Nå ja, – hvad så –?

Eyolf.

Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og
så siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.

Allmers
(med undertrykt harme).

Hvorfor siger de det, tror du?

s. 27

Eyolf.

De er vel misundelige på mig. For, pappa,
de er jo så fattige, de, at de må gå barbént.

Allmers
(sagte, med kvalt stemme).

Å, Rita, – hvor det nager mig i hjertet,
dette her!

Rita
(beroligende, rejser sig).

Så-så-så!

Allmers
(truende).

Men de gutterne, de skal engang få føle,
hvem der er herrer dernede på stranden!

Asta
(lyttende).

Der er nogen, som banker.

Eyolf.

Det er visst Borghejm!

Rita.

Kom ind!

(Rottejomfruen kommer sagte og stilfærdigt ind gennem døren
til højre. Hun er en liden, tynd, sammenskrumpet skikkelse,
gammel og gråhåret, med hvasse, stikkende øjne. Klædt i en

s. 28

gammeldags, blomstret kjole med sort kysehat og saloppe. I
hånden har hun en stor rød paraply og på armen, i en snor,
en sort pose.)

Eyolf
(sagte, griber Asta i kjolen).

Tante! Det må visst være hende!

Rottejomfruen
(nejer ved døren).

Med allerydmygst forlov, – har herskabet
noget, som gnaver her i huset?

Allmers.

Vi? Nej, jeg tror ikke det.

Rottejomfruen.

Ja, for ellers så skulde jeg så inderlig gerne
hjælpe herskabet af med det.

Rita.

Ja, ja, vi forstår. Men vi har ikke noget
af den slags.

Rottejomfruen.

Det var højst uheldigt, det. For nu er jeg
just ude på rundrejse. Og ingen véd, når jeg
kommer på disse kanter igen. – Å , så træt
jeg er!

s. 29

Allmers
(peger mod en stol).

Ja, De sér ud til det.

Rottejomfruen.

En skulde jo aldrig bli’ træt af at gøre vel
imod de stakkers små, som hades og forfølges
så hårdeligen. Men det ta’r så svært på kræf-
terne.

Rita.

Kanske De vil ta’ plads og hvile Dem lidt?

Rottejomfruen.

Takker mangfoldige gange. (sætter sig på en stol
mellem døren og sofaen.) For hele natten har jeg
været ude i forretninger.

Allmers.

Så De har det?

Rottejomfruen.

Ja, over på øerne. ( lér klukkende.) Folkene
havde så sandelig bud efter mig. De kvied sig
nok svært ved det. Men der var ikke anden
råd. De måtte såmænd pænt bide i det sure
æble. ( sér på Eyolf og nikker.) Sure æble, lille herre.
Sure æble.

s. 30

Eyolf
(uvilkårligt, lidt forknyt).

Hvorfor måtte de –?

Rottejomfruen.

Hvad?

Eyolf.

Bide i det?

Rottejomfruen.

Jo, for de kunde ikke nære sig længer. For
rotterne og for alle de små rottebørnene, skønner
vel unge herren.

Rita.

Uh! De stakkers folk, – har de så mange
af dem?

Rottejomfruen.

Ja, så det vrimled og kryde. ( lér stille fornøjet.)
Oppe i sengene kribled og krabled de hele natten
lang. Mælkefadene plumped de ned i. Og over
gulvene hvisled og risled de både på kryds og
på tvers.

Eyolf
(sagte til Asta).

Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.

s. 31

Rottejomfruen.

Men så kom jeg – og én til. Og vi tog
dem med os allesammen. De søde, små gestal-
terne! Allesammen fik vi to has på.

Eyolf
(med et skrig).

Pappa, – sé , sé !

Rita.

Men gud , Eyolf da!

Allmers.

Hvad er der på færde?

Eyolf
(peger).

Der er noget, som spræller i posen!

Rita
(over til venstre, skriger).

Uh da! Få hende ud, Alfred!

Rottejomfruen
( lér ).

Å, allersødeste frue, vær da aldrig ræd for
så’nt et lidet skabilken.

Allmers.

Men hvad er det da for noget?

s. 32

Rottejomfruen.

Det er bare Mopsemand. (snører posen op.) Kom
så op fra mørket, du allerkæreste vennen min.

(En liden hund med bred, sort snude stikker hodet op af posen.)

Rottejomfruen
(nikker og vinker til Eyolf).

Kom trøstig nærmere, lille blessérte krigs-
mand! Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!

Eyolf
(holder sig til Asta).

Nej, jeg tør ikke.

Rottejomfruen.

Synes ikke den unge herre, at han har et
mildt og elskeligt åsyn?

Eyolf
(forbauset, peger).

Den der!

Rottejomfruen.

Ja, just han.

Eyolf
(halv sagte, stirrer ufravendt på hunden).

Jeg synes, han har det forfærdeligste –
åsyn, jeg har sét .

s. 33

Rottejomfruen
(lukker posen).

Å, det kommer. Det kommer nok.

Eyolf
(går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen).

Dejlig, – dejlig er han alligevel.

Rottejomfruen
(med varsom stemme).

Men nu er han så træt og mødig, stakker.
Så inderlig træt er han. ( sér på Allmers.) For den
ta’r på kræfterne, – den slags leg, kan her-
ren tro.

Allmers.

Hvad slags leg, mener De?

Rottejomfruen.

Lokkelegen.

Allmers.

Aha, det er kanske hunden, som lokker
rotterne.

Rottejomfruen
(nikker).

Mopsemand og jeg. Vi to er sammen om
det. Og det går så glat. At sé til da. Han
får bare en snor i halsbåndet. Så leder jeg ham

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 34

tre gange rundt huset. Og spiller på mund-
harpe. Og når de det hører, så må de op af
kælderne og ned fra lofterne og ud fra hullerne,
– alle de velsignede små skabninger.

Eyolf.

Bider han dem så ihjæl da?

Rottejomfruen.

Å langt ifra! Nej, vi går ned til båden,
han og jeg. Og så følger de efter os. Både de
voksne og småpuslingerne deres.

Eyolf
(spændt).

Og hvad så –? Fortæl det!

Rottejomfruen.

Så lægger vi ud fra land. Og jeg vrikker
med åren og spiller på mundharpe. Og Mopse-
mand, han svømmer bagefter. (med gnistrende øjne.)
Og alle de, som kribled og krabled, de følger
og følger os ud på dybets vande. Ja, for det
må de!

Eyolf.

Hvorfor må de?

s. 35

Rottejomfruen.

Just fordi de ikke vil. Fordi de er så
grøssende rædde for vandet, – derfor må de ud
i det.

Eyolf.

Drukner de så?

Rottejomfruen.

Hver evige en. (sagtere.) Og så har de det så
stille og så godt og mørkt, som de bare kan
ønske sig det, – de yndige små. Sover dernede
så sød og så lang en søvn. Alle de, som men-
neskene hader og forfølger. (rejser sig.) Ja, før i
tiden havde jeg ingen Mopsemand behov. Da
lokked jeg selv da. Jeg alene.

Eyolf.

Hvad lokked De for noget?

Rottejomfruen.

Mennesker. En mest.

Eyolf
(i spænding).

Å, sig mig, hvad det var for en!

s. 36

Rottejomfruen
( lér ).

Det var allerkæresten min, det, lille hjerte-
knuser!

Eyolf.

Hvor er så han henne nu?

Rottejomfruen
(hårdt).

Nede hos alle rotterne. (atter mildt.) Men nu
må jeg ud i forretninger igen. Altid på farten.
(til Rita.) Har herskabet slet ingen brug for mig
idag? For så kunde jeg gøre det af med det
samme.

Rita.

Nej tak; jeg tror ikke det trænges.

Rottejomfruen.

Ja-ja , sødeste frue, – en kan aldrig vide –.
Skulde herskabet mærke, at her er noget, som
nager og gnaver, – og kribler og krabler, –
så sé bare til at få fat på mig og Mopsemand.
– Farvel, farvel så mange tusend gange.

( Hun går ud gennem døren til højre.)

s. 37

Eyolf
(sagte, triumferende til Asta).

Tante, tænk, at jeg også har sét Rotte-
jomfruen!

(Rita går ud på Verandaen og vifter sig med lommetørklædet.
Lidt efter går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.)

Allmers
(tager mappen på bordet ved sofaen).

Er det din mappe, denne her, Asta?

Asta.

Ja. Jeg har nogen af de gamle brevene i den.

Allmers.

Å, familjebrevene –

Asta.

For du bad mig jo ordne dem for dig, mens
du var borte.

Allmers
(klapper hende på hodet).

Og det har du også fundet tid til, du!

Asta.

Å ja. Jeg har gjort det dels herude og
dels inde i byen hos mig selv.

s. 38

Allmers.

Tak, kære –. Fandt du så noget særligt
i dem ?

Asta
(henkastende).

Å, – så et og andet finder en jo altid i
slige gamle papirer, véd du vel. (sagtere, alvorligt.)
Det der i mappen, det er brevene til mor.

Allmers.

Ja, dem skal du naturligvis selv beholde.

Asta
(med overvindelse).

Nej. Jeg vil, at du skal sé dem igennem ,
du også, Alfred. Engang, – senere hen i livet.
– Men idag har jeg ikke nøglen til mappen
med mig.

Allmers.

Behøves ikke, kære Asta. For jeg læser så
aldrig din mors breve alligevel.

Asta
(fæster øjnene på ham).

Så vil jeg engang, – sådan en lun aften-
stund, fortælle dig noget af det, som står i dem.

s. 39

Allmers.

Ja, det kan du heller gøre. Men behold
du bare din mors breve. Du har ikke så mange
erindringer efter hende.

( Han rækker Asta mappen. Hun tager den og lægger den hen
på stolen under overtøjet.)

(Rita kommer ind i stuen igen.)

Rita.

Uh, jeg synes det gamle uhyggelige fruen-
timmer bragte ligesom en ligstank med sig.

Allmers.

Ja, lidt uhyggelig var hun jo.

Rita.

Jeg følte mig næsten syg, mens hun var i
stuen.

Allmers.

For resten kan jeg nok forstå den tvingende
og dragende magt, som hun snakked om. En-
somheden oppe mellem tinderne og på de store
vidder har noget af det samme.

Asta
( sér opmærksomt på ham).

Hvad er det for noget, som er foregået med
dig, Alfred?

s. 40

Allmers
(smiler).

Med mig?

Asta.

Ja, noget er det. Næsten som en forvand-
ling. Rita har også lagt mærke til det.

Rita.

Ja, jeg så det, straks du kom. Men det er
da vel bare godt, det, Alfred?

Allmers.

Det bør være godt. Og det må og det skal
bli’ til det gode.

Rita
(udbrydende).

Du har oplevet noget på rejsen! Nægt det
ikke! For jeg sér det på dig!

Allmers
(ryster på hodet).

Ingen verdens ting – i det ydre. Men –

Rita
(spændt).

Men –?

s. 41

Allmers.

Indvendig i mig er der rigtignok sket en
liden omvæltning.

Rita.

Å gud –!

Allmers
(beroligende, klapper hendes hånd).

Bare til det gode, kære Rita. Det kan du
så trygt lide på.

Rita
(sætter sig i sofaen).

Dette her må du endelig straks fortælle os.
Altsammen!

Allmers
(vender sig mod Asta).

Ja, lad os sætte os, vi også. Så skal jeg
prøve på at fortælle. Så godt jeg kan.

( Han sætter sig i sofaen ved siden af Rita. Asta rykker en stol
frem og sætter sig nær ved ham. Kort ophold.)

Rita
( sér på ham i forventning).

Nå da –?

Allmers
( sér frem for sig).

Når jeg tænker tilbage på mit liv – og

s. 42

min skæbne – i de sidste ti–elleve år, så står
det næsten for mig som et eventyr eller som en
drøm. Synes ikke du også det, Asta?

Asta.

Jo, i mange måder synes jeg det.

Allmers
(vedblivende).

Når jeg tænker på, hvad vi to var før, Asta.
Vi to stakkers fattige forældreløse –

Rita
(utålmodig).

Å ja, det er jo så længe siden.

Allmers
(uden at høre på hende).

Og nu sidder jeg her i velstand og herlig-
hed. Har kunnet følge mit kald. Har kunnet
arbejde og studere, – alt efter egen lyst. (rækker
hånden ud.) Og hele denne store, ubegribelige lykke
– den skylder vi dig, du kæreste Rita.

Rita
(halvt spøgende, halvt uvillig, smækker ham over hånden).

Vil du nu bare sé at holde op med den
snak.

s. 43

Allmers.

Jeg nævner det jo også blot som en slags
indledning –

Rita.

Å, spring så den indledning over!

Allmers.

Rita, – du må ikke tro, det var lægens
råd, som drev mig op i fjeldene.

Asta.

Ikke det, Alfred?

Rita.

Hvad var det da, som drev dig?

Allmers.

Det var det, at jeg fandt ikke ro ved mit
arbejdsbord længer.

Rita.

Ikke ro! Kære, hvem forstyrred dig da?

Allmers
(ryster på hodet).

Ingen udenfra. Men jeg havde en følelse
af, at jeg ligefrem misbrugte – eller – nej,

s. 44

forsømte mine bedste evner. At jeg sløsed
tiden væk.

Asta
(med store øjne).

Når du sad og skrev på bogen?

Allmers
(nikker).

For jeg har da vel ikke evner til bare det
alene. Jeg måtte vel kunne udrette et eller
andet ellers også.

Rita.

Var det det, du sad og grubled over?

Allmers.

Ja, det var det nærmest.

Rita.

Og derfor blev du så utilfreds med dig selv
i den sidste tid. Og med os andre også. Ja,
for det var du, Alfred!

Allmers
( sér hen for sig).

Der sad jeg bøjet over bordet og skrev dag
efter dag. Mangen gang halve natten også. Skrev

s. 45

og skrev på den store, tykke bogen om «Det
menneskelige ansvar». Hm!

Asta
(lægger hånden på hans arm).

Men, kære, – den bogen skal jo bli’ dit
livsværk.

Rita.

Ja, det har du da tidt nok sagt.

Allmers.

Jeg tænkte så. Lige siden jeg begyndte at
bli’ voksen. (med et varmt udtryk i øjnene.) Så satte
du mig i stand til at gå i vej med det, du kære
Rita –

Rita.

Å snak!

Allmers
(smiler til hende).

– du med dit guld og med dine grønne
skoge –

Rita
(halvt leende, halvt fortrydelig).

Kommer du med det tøjeri igen, så banker
jeg dig.

s. 46

Asta
( sér bekymret på ham).

Men bogen, Alfred ?

Allmers.

Den begyndte ligesom at fjerne sig. Men
mere og mere steg tanken om de højere pligter,
som stilled sit krav til mig.

Rita
(strålende, griber hans hånd).

Alfred!

Allmers.

Tanken om Eyolf, kære Rita.

Rita
(skuffet, slipper hånden).

Ah, – om Eyolf!

Allmers.

Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf
taget plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra
bordet –. Og mest efter at vi har visshed for,
at det er uopretteligt –

s. 47

Rita
(indstændigt).

Men du ta’r dig jo af ham, alt hvad du
kan, Alfred!

Allmers.

Som en skolemester, ja. Men ikke som en
far. Og en far er det jeg vil være for Eyolf
herefter.

Rita
( sér på ham og ryster på hodet).

Jeg forstår dig visst ikke rigtig.

Allmers.

Jeg mener, at jeg af al min magt vil prøve
på at gøre ham det uoprettelige så lindt og så
let som tænkeligt er.

Rita.

Å men, du, – gud ske lov, jeg tror ikke,
han føler det så dybt.

Asta
(bevæget).

Jo, Rita, det gør han.

Allmers.

Ja, vær viss på det, at han føler det dybt.

s. 48

Rita
(utålmodig).

Men, kære, – hvad mere kan du da gøre
for ham?

Allmers.

Jeg vil prøve på at lyse op i alle de rige
muligheder, som dæmrer i hans barnesjæl. Alt,
hvad han rummer af ædle spirer vil jeg bringe
til at skyde vækst, – sætte blomst og frugt.
(varmere og varmere, rejser sig.) Og jeg vil mere end
det! Jeg vil hjælpe ham til at bringe samklang
mellem hans ønsker og det, som ligger opnåeligt
foran ham. For sådan er han ikke nu. Al hans
higen går imod det, som for hele livet vil bli’
uopnåeligt for ham. Men jeg vil skabe lykke-
følelse i hans sind.

( Han går et par gange op og ned ad gulvet. Asta og Rita følger
ham med øjnene.)

Rita.

Du skulde ta’ disse ting med mere ro, Alfred!

Allmers
(standser ved bordet til venstre og sér på dem).

Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han
så vil. Eller han kan få vælge noget, som er

s. 49

fuldt ud hans eget. Kanske helst det. – Nå,
for alle tilfældes skyld så la’r jeg mit ligge.

Rita
(rejser sig).

Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke
arbejde både for dig selv og for Eyolf?

Allmers.

Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan
ikke dele mig selv her. Og derfor så viger jeg.
Eyolf skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og
jeg vil sætte mit nye livsværk i det at gøre
ham til den fuldfærdige.

Asta
(har rejst sig og går hen til ham).

Dette her har kostet dig en forfærdelig hård
kamp, Alfred.

Allmers.

Ja, det har det. Her hjemme havde jeg
aldrig vundet bugt med mig selv. Aldrig tvunget
mig selv ind under forsagelsen. Aldrig her
hjemme.

Rita.

Var det altså derfor du rejste ud i sommer?

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 50

Allmers
(med lysende øjne).

Ja! Og så kom jeg op i den uendelige en-
somhed. Fik sé solopgangen lyse over tinderne.
Føle mig nærmere stjernerne. Næsten som i for-
ståelse og i samfund med dem. Og så kunde
jeg det.

Asta
( sér tungt på ham).

Men aldrig vil du skrive mere på bogen om
«Det menneskelige ansvar»?

Allmers.

Nej, aldrig, Asta. Jeg kan ikke splitte mig
selv mellem to opgaver, siger jeg jo. – Men
jeg vil føre det menneskelige ansvar igennem –
i mit liv.

Rita
(med et smil).

Tror du virkelig, at du kan holde fast ved
slige høje forsætter her hjemme?

Allmers
(tager hendes hånd).

I forbund med dig kan jeg det. (rækker den
anden hånd frem.) Og i forbund med dig også, Asta.

s. 51

Rita
(trækker sin hånd til sig).

Med to altså. Du kan altså dog dele dig.

Allmers.

Men kæreste Rita –!

(Rita går fra ham og stiller sig i havedøren.)

(Det banker let og hurtigt på døren til højre. Ingeniør
Borghejm træder rask ind. Han er en ung mand på vel 30 år.
Lyst og frejdigt udtryk. Rank holdning.)

Borghejm.

Godmorgen, godmorgen, frue! (standser glad
ved synet af Allmers.) Nej, hvad sér jeg! Allerede
hjemme igen, herr Allmers?

Allmers
(ryster hans hånd).

Ja, jeg kom i nat.

Rita
(munter).

Han havde ikke lov længer, herr Borghejm.

Allmers.

Nej men det er jo ikke sandt, Rita –

s. 52

Rita
(kommer nærmere).

Jo visst er det sandt, jo. Hans permission
var udløben.

Borghejm.

Så De holder Deres mand så stramt i
tøjlerne, frue?

Rita.

Jeg holder på mine rettigheder. Og alting
må da ha’ en ende også.

Borghejm.

Å, ikke alting, – håber jeg. – Godmorgen,
frøken Allmers!

Asta
(undvigende).

God morgen .

Rita
( sér på Borghejm).

Ikke alting, siger De?

Borghejm.

Ja, jeg tror så fuldt og fast på, at der da
i al fald er noget her i verden, som ingen
ende ta’r.

s. 53

Rita.

Nu tænker De visst på kærlighed – og
sligt noget.

Borghejm
(varmt).

Jeg tænker på alt det, som dejligt er!

Rita.

Og som aldrig får ende. Ja, lad os tænke
på det. Håbe på det, allesammen.

Allmers
(træder hen til dem).

Nu bli’r De vel snart færdig med vejarbejdet
herude?

Borghejm.

Jeg er alt færdig. Blev færdig igår. Det
har varet længe nok. Men, gudskelov , det fik
da en ende.

Rita.

Og det er De så kisteglad over?

Borghejm.

Ja, det er jeg rigtignok!

s. 54

Rita.

Nå, det må jeg sige –

Borghejm.

Hvad, frue?

Rita.

Det er just ikke videre pænt af Dem, herr
Borghejm.

Borghejm.

Så? Hvorfor ikke det?

Rita.

Nej, for da kommer De vel ikke ret ofte
ud på disse kanter herefter.

Borghejm.

Nej, det er sandt. Det tænkte jeg ikke på.

Rita.

Nå, en gang imellem kan De vel sagtens
komme ud til os alligevel.

Borghejm.

Nej, det bli’r nok desværre umuligt for mig
på lange tider nu.

s. 55

Allmers.

Så? Hvorfor det da?

Borghejm.

Jo, for nu har jeg fået et stort, nyt arbejde,
som jeg må ta’ fat på straks.

Allmers.

Nej, har De det? (trykker hans hånd.) Det glæder
mig hjertelig.

Rita.

Gratulerer, gratulerer, herr Borghejm!

Borghejm.

Hys, hys, – jeg har egentlig ikke lov til
at snakke højt om det endnu! Men jeg kan
ikke dy mig! – Det er et svært vejarbejde –
oppe i det nordlige. Med fjeldovergange – og
med de utroligste vanskeligheder at overvinde!
(udbrydende.) Å, du store, vakkre verden, – hvad
det er for en lykke, det, at være vejbygger!

Rita
(smiler og sér drillende på ham).

Er det bare for det vejarbejdets skyld, at
De kommer herud så rent ellevild idag?

s. 56

Borghejm.

Nej, ikke for det alene. Men for alle de
lyse og lovende udsigter, som åbner sig for mig.

Rita
(som før).

Aha, der er kanske noget endnu dejligere
bagved!

Borghejm
(skotter mod Asta).

Hvem véd! Når lykken først kommer, så
plejer den jo komme som en vårflom. (vender sig
til Asta.) Frøken Allmers, skulde ikke vi to spadsere
en liden tur sammen? Sådan som vi plejer?

Asta
(hurtig).

Nej, nej tak. Ikke nu. Ikke idag.

Borghejm.

Å, kom så! Bare en bitte liden tur! Jeg
synes, jeg har så meget at snakke med Dem om,
før jeg rejser.

Rita.

Det er kanske noget, som De ikke må
snakke højt om endnu?

s. 57

Borghejm.

Hm, det kommer nu an på –

Rita.

Ja, for De kan jo ogsa godt hviske. (halv sagte.)
Asta, du må endelig gå med ham.

Asta.

Men, kære Rita –

Borghejm
(bedende).

Frøken Asta, – husk på, at dette skulde
være en afskedstur – for lange, lange tider.

Asta
(tager sin hat og parasol).

Jaja , lad os gå lidt omkring nede i haven da.

Borghejm.

Å tak, tak for det!

Allmers.

Og sé så lidt efter Eyolf med det samme.

Borghejm.

Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf
henne idag? Jeg har noget med til ham.

s. 58

Allmers.

Han går og leger etsteds dernede.

Borghejm.

Nej virkelig! Så han er begyndt at lege
nu? Ellers plejer han bare sidde inde og læse.

Allmers.

Det skal ha’ en ende. En rigtig friluftsgut
skal der bli’ af ham.

Borghejm.

Sé , det er ret! Ud i det fri med ham også,
stakker! Herregud, en kan da ikke gøre noget
bedre end lege i denne velsignede verden. Jeg
synes hele livet er som en leg, jeg! – Kom så,
frøken Asta!

( Borgheim og Asta går ud på verandaen og ned gennem haven.)

Allmers
(står og sér efter dem).

Du, Rita, – tror du, der er noget imellem
de to?

Rita.

Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Før trode
jeg det. Men Asta er ble’t mig så uforklarlig, [HIS: en linje svarende til resten av replikken mangler i 3. utg.]

s. 59

Allmers.

Så? Er hun det. Mens jeg var borte?

Rita.

Ja, i de sidste par uger, synes jeg.

Allmers.

Og du tror ikke, at hun nu længer bry’r sig
sådan videre om ham?

Rita.

Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent. Hen-
synsløst. Det tror jeg ikke. ( sér forskende på ham.)
Vilde det være dig imod, ifald hun gjorde det?

Allmers.

Ikke egentlig imod. Men det vilde jo
unægtelig være en ængstende tanke –

Rita.

Ængstende?

Allmers.

Ja, for du må huske på, at jeg har ansvar
for Asta. For hendes livs lykke.

Rita.

Å hvad – ansvar! Asta er da vel voksen?

s. 60

Hun forstår da sagtens at vælge selv, skulde
jeg tro.

Allmers.

Ja, vi får jo håbe det, Rita.

Rita.

Jeg for min part tror nu sletikke noget
ondt om Borghejm.

Allmers.

Nej, kære, – det gør jo ikke jeg heller.
Tvert imod. Men alligevel –

Rita
(vedblivende).

Og jeg skulde svært gerne sé , at der blev
et par af ham og Asta.

Allmers
(misfornøjet).

Ja, hvorfor egentlig det da?

Rita
(i voksende sindsbevægelse).

Jo, for så måtte hun rejse langt bort med
ham! Og så kunde hun aldrig komme herud til
os ligesom nu!

s. 61

Allmers
(stirrer forbauset på hende).

Hvad! Kunde du ønske at bli’ Asta kvit!

Rita.

Ja, ja, Alfred!

Allmers.

Men hvorfor i al verden –?

Rita
(slår armene lidenskabelig om hans hals).

Jo, for så havde jeg dig da endelig for mig
selv alene! Skønt – ikke da heller! Ikke
helt for mig! (brister i krampegråd). Å, Alfred, Alfred,
– jeg kan ikke gi’ slip på dig.

Allmers
(gør sig læmpeligt løs).

Men kæreste Rita, – så vær da fornuftig!

Rita.

Nej, jeg bry’r mig ikke en smule om at
være fornuftig! Jeg bry’r mig bare om dig! Om
dig alene i hele verden! (kaster sig atter om hans hals.)
Om dig, om dig, om dig!

Allmers.

Slip, slip, – du kvæler mig –!

s. 62

Rita
(slipper ham).

Gid jeg så sandt kunde! ( sér gnistrende på ham.)
Å, dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig –!

Allmers.

Hadet mig –!

Rita.

Ja, – når du sad derinde hos dig selv.
Og ruged over dit arbejde. Til langt – langt
udover nætterne. (klagende.) Så langt, – så sent,
Alfred. – Å, hvor jeg haded dit arbejde!

Allmers.

Men nu er det jo slut med det.

Rita
( lér skærende).

Jo visst! Nu er du jo optaget af det, som
værre er.

Allmers
(oprørt).

Værre! Kalder du barnet det, som værre er?

Rita
( hæftig ).

Ja, jeg gør det. I forholdet mellem os to

s. 63

kalder jeg det så. For barnet, – barnet, det
er jo ovenikøbet et levende menneske, det. (i sti-
gende udbrud.) Men jeg tåler det ikke, Alfred!
Jeg tåler det ikke, – det siger jeg dig!

Allmers
( sér fast på hende og siger dæmpet).

Jeg er mangen gang næsten ræd for dig,
Rita.

Rita
(mørk).

Jeg bli’r tidt ræd for mig selv. Og just
derfor så må du ikke vække det onde i mig.

Allmers.

Ja, men i guds navn, – gør jeg da det?

Rita.

Ja, du gør, – når du slider det helligste
istykker mellem os.

Allmers
(indtrængende).

Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit
eget barn, – vort eneste barn, som her hand-
les om.

Rita.

Barnet er bare halvvejs mit eget. (atter i ud-

s. 64

brud.) Men du skal være min alene! Helt min
skal du være! Det har jeg ret til at kræve
af dig!

Allmers
(trækker på skuldren).

Å, kære Rita, – det nytter jo ikke at kræve
noget. Alt må gives frivilligt.

Rita
( sér spændt på ham).

Og det kan du kanske ikke herefter?

Allmers.

Nej, jeg kan ikke. Jeg må dele mig mel-
lem Eyolf og dig.

Rita.

Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?

Allmers
(undvigende).

Ja, det var en anden sag. Så havde jeg jo
bare dig at holde af da.

Rita
(sagte, dirrende).

Så vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født
ham.

s. 65

Allmers
(farer op).

Rita! Du véd ikke, hvad du selv siger!

Rita
(ryster af sindsbevægelse).

Jeg fødte ham til verden under så usigelig
pine. Men jeg bar det altsammen med jubel og
fryd for din skyld.

Allmers
(varmt).

Å ja, ja, det véd jeg jo nok.

Rita
(bestemt).

Men dermed får det ha’ slut. Jeg vil leve
livet. Sammen med dig. Helt med dig. Jeg
kan ikke gå her og bare være Eyolfs mor. Bare
det. Ikke noget mere. Jeg vil ikke, siger jeg!
Jeg kan ikke! Jeg vil være alt for dig! For
dig, Alfred!

Allmers.

Men det er du jo, Rita. Gennem vort
barn –

Rita.

Å, – vamle, lunkne talemåder –. Ikke

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 66

et fnug andet. Nej, du, sligt er ikke noget for
mig. Jeg var skikket til at bli’ mor til barnet.
Men ikke til at være mor for det. Du får ta’
mig som jeg er, Alfred.

Allmers.

Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.

Rita.

Jeg syntes så synd i ham. Fordi du lod
ham gå for lud og koldt vand. Bare lod ham
læse og puge. Næsten ikke så ham engang.

Allmers
(nikker langsomt).

Nej; jeg var blind. Tiden var ikke kom-
men for mig –

Rita
( sér på ham).

Men nu er den altså kommen?

Allmers.

Ja, nu endelig. Nu sér jeg, at det højeste,
jeg har at gøre her i verden, det er at være en
sand far for Eyolf.

Rita.

Og for mig? Hvad vil du være for mig ?

s. 67

Allmers
(mildt).

Dig vil jeg bli’ ved at holde af. I stille
inderlighed.

(han griber efter hendes hænder.)

Rita
(undviger ham).

Jeg bry’r mig ikke om din stille inderlighed.
Jeg vil ha’ dig helt og holdent! Og alene!
Slig, som jeg havde dig i de første, dejlige,
svulmende tider. ( hæftigt og hårdt.) Jeg la’r mig
aldrig i verden afspise med levninger og rester,
Alfred!

Allmers
(sagtmodig).

Jeg synes, her måtte kunne være så rigeligt
af lykke for os alle tre, Rita.

Rita
(hånligt).

Så er du nøjsom. (sætter sig ved bordet til venstre.)
Hør nu her.

Allmers
(nærmer sig).

Nu? Hvad er det?

s. 68

Rita
( sér op mod ham med en mat glands i øjet).

Da jeg fik dit telegram igåraftes –

Allmers.

Ja? Hvad så?

Rita.

– så klædte jeg mig i hvidt –

Allmers.

Ja, jeg så, du var hvidklædt, da jeg kom.

Rita.

Havde slået håret ud –

Allmers.

Dit rige, duftende hår –

Rita.

– så det flød ned over nakken og ryggen –

Allmers.

Jeg så det. Jeg så det. Å, hvor du var
dejlig, Rita!

Rita.

Der var rosenrøde skærme over begge lam-

s. 69

perne. Og vi var alene, vi to. De eneste vågne
i hele huset. Og der var champagne på bordet.

Allmers.

Den drak jeg ikke noget af.

Rita
( sér bittert på ham).

Nej, det er sandt. ( lér skarpt.) «Du havde
champagne, men rørte den ej», – som skrevet står.

( Hun rejser sig fra lænestolen og går ligesom træt hen og sætter
sig halvt liggende på sofaen.)

Allmers
(går henad gulvet og standser foran hende).

Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker.
Jeg havde foresat mig at tale med dig om vort
fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.

Rita
(smiler).

Det gjorde du jo også, kære –

Allmers.

Nej, jeg kom ikke til. For du begyndte at
klæde dig af.

Rita.

Ja, og så snakked du om Eyolf imens.

s. 70

Husker du ikke det? Du spurgte, hvorledes det
stod til med lille Eyolfs mave.

Allmers
( sér bebrejdende på hende).

Rita –!

Rita.

Og så la’ du dig i din seng. Og sov så
inderlig godt.

Allmers
(ryster på hodet).

Rita, – Rita!

Rita
(lægger sig helt ned og sér op til ham).

Du? Alfred?

Allmers.

Ja?

Rita.

«Du havde champagne, men rørte den ej».

Allmers
(næsten hårdt).

Nej. Jeg rørte den ikke.

( Han går fra hende og stiller sig i havedøren. Rita ligger en
stund urørlig, med lukkede øjne.)

s. 71

Rita
(springer pludselig op).

Men én ting vil jeg sige dig, Alfred.

Allmers
(vender sig i døren).

Nå?

Rita.

Du skulde ikke føle dig så tryg, du!

Allmers.

Ikke tryg?

Rita.

Nej, du skulde ikke være så ligeglad! Ikke
så sikker på, at du har mig!

Allmers
(kommer nærmere).

Hvad mener du med det?

Rita
(med bævende læber).

Aldrig med en tanke har jeg været utro
imod dig, Alfred! Aldrig et øjeblik.

Allmers.

Nej, Rita, det véd jeg da. Jeg, som kender
dig så godt.

s. 72

Rita
(med gnistrende øjne).

Men forsmår du mig –!

Allmers.

Forsmår –! Jeg skønner ikke, hvor du
vil hen!

Rita.

Å, du kender ikke alt det, som kunde
komme op i mig, hvis –

Allmers.

Hvis –?

Rita.

Hvis jeg nogensinde skulde mærke, at du
ikke længer brød dig om mig. Ikke længer
holdt af mig således som før.

Allmers.

Men, du min kæreste Rita, – den men-
neskelige forvandling gennem årene, – den må
da engang foregå i vort samliv også. Ligesom
hos alle andre.

Rita.

Aldrig hos mig! Og jeg vil ikke vide af

s. 73

nogen forvandling hos dig heller. Jeg vilde ikke
kunne bære det, Alfred. Jeg vil få beholde dig
for mig selv alene.

Allmers
( sér bekymret på hende).

Du har et forfærdelig skinsygt sind –

Rita.

Jeg kan ikke gøre mig anderledes end jeg er.
(truende.) Stykker du dig ud imellem mig og
nogen anden –

Allmers.

Hvad så –?

Rita.

Så hævner jeg mig på dig, Alfred!

Allmers.

Hvad skulde du kunne hævne dig med?

Rita.

Det véd jeg ikke. – Å jo, jeg véd det nok!

Allmers.

Nå?

s. 74

Rita.

Jeg går hen og kaster mig bort –

Allmers.

Kaster du dig bort, siger du!

Rita.

Ja, jeg gør så. Jeg kaster mig lige i armene
på – på den første den bedste!

Allmers
( sér varmt på hende og ryster på hodet).

Det gør du aldrig, – du min ærlige, stolte,
trofaste Rita.

Rita
(lægger armene om hans hals).

Å, du véd ikke, hvad jeg kunde bli’ til,
hvis du, – hvis du ikke vilde vide af mig
mere.

Allmers.

Ikke vide af dig, Rita? Tænk, at du kan
sige sådant noget!

Rita
(halvt i latter, slipper ham).

Jeg kunde jo lægge mine garn ud efter
ham, – denne vejbyggeren, som går her.

s. 75

Allmers
(lettet).

Ah, gudskelov , – du spaser altså.

Rita.

Aldeles ikke. Hvorfor ikke lige så godt
ham, som enhver anden?

Allmers.

Nej, for han er visst allerede så temmelig
bunden.

Rita.

Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra
en anden. Det er jo akkurat det samme, som
Eyolf har gjort imod mig.

Allmers.

Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?

Rita
(med udstrakt pegefinger).

Sé der! Sé der! Straks du bare nævner
Eyolfs navn, så blir du blød og dirrer i stem-
men! (truende, knytter hænderne.) Å, jeg kunde næsten
fristes til at ønske – nå!

Allmers
( sér i angst på hende).

Hvad kunde du ønske, Rita –!

s. 76

Rita
( hæftigt , går fra ham).

Nej, nej, nej, – det siger jeg dig ikke! Aldrig!

Allmers
(går nærmere hen til hende).

Rita! Jeg bønfalder dig, – for din og min
skyld, – lad dig ikke friste til noget, som
ondt er.

(Borghejm og Asta kommer op fra haven. De er begge i be-
hersket sindsbevægelse. Sér alvorlige og forstemte ud. Asta
blir stående ude på verandaen. Borghejm går ind i stuen.)

Borghejm.

Se så. Nu har frøken Allmers og jeg gået
vor sidste tur sammen.

Rita
( sér studsende på ham).

Ah! – Og der følger ikke nogen længere
rejse efterpå turen?

Borghejm.

Jo, for mig.

Rita.

For Dem alene?

Borghejm.

Ja, for mig alene.

s. 77

Rita
(skotter mørkt til Allmers).

Hører du det, Alfred? (vender sig til Borghejm.)
Jeg tør vædde på, at det er onde øjne, som har
spillet Dem et puds her.

Borghejm
( sér på hende).

Onde øjne?

Rita
(nikker).

Onde øjne, ja.

Borghejm.

Tror De på onde øjne, fru Allmers?

Rita.

Ja, jeg er begyndt at tro på onde øjne nu.
Mest på onde barneøjne.

Allmers
(oprørt, hvisker).

Rita, – hvor kan du –!

Rita
(halvhøjt).

Det er dig, som gør mig ond og styg, Alfred.

(Fjerne, forvirrede råb og skrig høres nede ved vandet.)

s. 78

Borghejm
(går til glasdøren).

Hvad er det for en larm –?

Asta
(i døren).

Sé alle de mennesker, som løber nede på
bryggen !

Allmers.

Hvad kan det være? ( sér et øjeblik ud.) Sag-
tens disse gadeungerne, som er på spil igen.

Borghejm
(råber ud over rækværket).

Hør, I smågutter dernede! Hvad er der
på færde?

(Flere høres at svare utydeligt i munden på hverandre.)

Rita.

Hvad siger de?

Borghejm.

De siger, det er et barn, som er druknet.

Allmers.

Et barn druknet?

s. 79

Asta
(urolig).

En liden gut, siger de.

Allmers.

Å, de kan jo svømme, allesammen.

Rita
(skriger i angst).

Hvor er Eyolf henne!

Allmers.

Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og
leger.

Asta.

Nej, i haven var han ikke –

Rita
(med oprakte arme).

Å, bare det ikke er ham!

Borghejm
(lytter og råber ned).

Hvis barn er det, siger I?

(Utydelige stemmer høres. Borghejm og Asta udstøder et under-
trykt skrig og styrter ned gennem haven.)

s. 80

Allmers
(i sjæleangst).

Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf,
Rita!

Rita
(på verandaen, lyttende).

Hys; vær stille! Lad mig høre, hvad de
siger!

(Rita flygter med et skærende skrig ind i værelset.)

Allmers
(efter hende).

Hvad var det de sa’?

Rita
(segner ned ved lænestolen til venstre).

De sa’: krykken flyder!

Allmers
(næsten lammet).

Nej! Nej! Nej!

Rita
(hæst).

Eyolf! Eyolf! Å, men de må redde
ham!

s. 81

Allmers
(halvt i vildelse).

Umulig andet! Så dyrt et liv! Så dyrt
et liv!

( Han iler ned gennem haven.)

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

ANDEN AKT.

(En liden, trang dal i Allmers’s skog nede ved stranden.
Høje, gamle træer til venstre luder ud over stedet. Nedover
bakkedraget i baggrunden fosser en bæk, som taber sig mellem
stene i skogranden. En sti slynger sig langs bækken. Til højre
står kun enkelte træer, mellem hvilke fjorden skimtes. Foran
sés hjørnet af et bådskur med en optrukken båd. Under de
gamle træer til venstre står et bord med bænk og et par stole,
alt tømret af tynde birkestammer. Det er en tung, regnfuld dag
med drivende tågeskyer.)

(Alfred Allmers, klædt som før, sidder på bænken og
støtter armene mod bordet. Hans hat ligger foran ham. Han
stirrer ubevægelig og åndsfraværende frem for sig ud over vandet.)

(Lidt efter kommer Asta Allmers ned ad skogstien. Hun
bærer opslået paraply.)

Asta
(går stille og varsomt hen til ham).

Du skulde ikke sidde her nede i gråvejret,
Alfred.

Allmers
(nikker langsomt uden at svare).

Asta
(slår paraplyen sammen).

Jeg har gået så længe og ledt efter dig.

s. 83

Allmers
(udtryksløst).

Tak.

Asta
(flytter en stol og sætter sig hos ham).

Har du siddet længe her nede? Hele tiden?

Allmers
(svarer ikke. Om lidt siger han).

Nej, jeg kan ikke fatte det. Jeg synes, det
er så rent umuligt, – dette her.

Asta
(lægger deltagende hånden på hans arm).

Du stakkers Alfred.

Allmers
(stirrer på hende).

Er det da også virkelig sandt, Asta? Eller
er jeg ble’t gal? Eller drømmer jeg bare? Å,
om det bare var en drøm! Tænk, hvor dejligt,
hvis jeg nu vågned!

Asta.

Å, om jeg så sandt kunde vække dig.

Allmers
( sér ud over vandet).

Hvor ubarmhjertig fjorden sér ud idag.

s. 84

Ligger så tung og døsig. Blygrå, – med gule
glimt, – og spejler regnskyerne.

Asta
(bønligt).

Å, Alfred, sid ikke og stir ud på den fjorden!

Allmers
(uden at høre på hende).

På overfladen, ja. Men på dybet, – der
går den stride understrøm –

Asta
(angst).

Å, for gud i himmelens skyld, – tænk ikke
på dybet!

Allmers
( sér mildt på hende).

Du tror nok, at han ligger her lige uden-
for, du? Men det gør han ikke, Asta. Det må
du ikke tro. For du må huske på, hvor rivende
strømmen går udover her. Lige til havs.

Asta
(kaster sig hulkende mod bordet med hænderne for ansigtet).

Å gud , – å gud !

s. 85

Allmers
(tungt).

Derfor er lille Eyolf kommet så langt –
langt bort fra os andre nu.

Asta
( sér bedende op på ham).

Å, Alfred, sig da ikke sådant noget!

Allmers.

Jo, du kan selv regne det ud. Du, som er
så flink –. På otteogtyve–niogtyve timer –.
Lad mig sé –! Lad mig sé –!

Asta
(skriger og holder for ørerne).

Alfred –!

Allmers
(knuger hånden hårdt mod bordet).

Men kan du skønne meningen i sligt
noget, du?

Asta
( sér på ham).

I hvad for noget?

Allmers.

I dette her, som er gjort imod mig og Rita.

s. 86

Asta.

Meningen i det?

Allmers
(utålmodig).

Ja, meningen, siger jeg. For en mening
må der da vel være i det. Livet, tilværelsen, –
tilskikkelsen kan da vel ikke være så rent me-
ningsløs heller.

Asta.

Å, hvem kan sige noget sikkert og visst om
de ting, kære Alfred?

Allmers
( lér bittert).

Nej-nej ; du kan såmænd ha’ ret i det.
Kanské det går sådan på måfå, altsammen, du.
Skøtter sig selv, som et drivende skibsvrag uden
ror. Kan såmænd gerne være, det. – Det synes
næsten så idetmindste.

Asta
(tankefuld).

Om det nu bare syntes –?

Allmers
( hæftig ).

Så? Kan du kanské greje det ud for mig?

s. 87

For jeg kan det ikke. (blødere.) Her går Eyolf
og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer
på så uendelig mange muligheder. Rige mulig-
heder kanské . Skulde fylde min tilværelse med
glæde og stolthed. Og så behøves det bare, at
her kommer et forrykt, gammelt kvindemenneske
– og viser frem en hund i en pose –

Asta.

Men vi véd jo sletikke, hvorledes det egent-
lig er gået til.

Allmers.

Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud
over fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på
bryggen. Så ham stirre efter hende – og lige-
som svimle. (bævende.) Og så var det, han styrted
udfor – og blev borte.

Asta.

Ja, ja. Men alligevel –

Allmers.

Hun har draget ham i dybet. Vær viss på
det, du.

Asta.

Men, kære, hvorfor skulde hun det?

s. 88

Allmers.

Ja, sé , – det er sagen! Hvorfor skulde
hun? Der er ingen gengældelse bagved. Ingen-
ting at sone, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort
hende noget ondt. Aldrig råbt efter hende. Al-
drig kastet stén på hunden. Han havde jo hver-
ken sét hende eller hunden for sine øjne før
igår. Ingen gengældelse altså. Så grundløst, det
hele. Så rent meningsløst, Asta. – Og alligevel
så har verdensordenen brug for det.

Asta.

Har du talt med Rita om de ting?

Allmers
(ryster på hodet).

Jeg synes, jeg bedre kan tale med dig om
sligt. (ånder tungt.) Og om alt andet også.

(Asta tager sysager og en liden pakke i papir op af lommen.
Allmers sidder åndsfraværende og sér til.)

Allmers.

Hvad er det for noget, du har der, Asta?

Asta
(tager hans hat).

Lidt sort flor.

s. 89

Allmers.

Å, hvad skal nu sligt noget til?

Asta.

Rita har bedt mig om det. Må jeg?

Allmers.

Å ja; gerne for mig.

( hun syr floret om hatten.)

Allmers
(sidder og sér på hende).

Hvor er Rita henne?

Asta.

Hun går lidt omkring oppe i haven, tror
jeg. Borghejm er med hende.

Allmers
(lidt forundret.)

Ja så? Er Borghejm herude idag også?

Asta.

Ja. Han kom ud med middagstoget.

Allmers.

Det havde jeg ikke tænkt.

s. 90

Asta
(syr).

Han holdt så inderlig af Eyolf.

Allmers.

Borghejm er en trofast sjæl, Asta.

Asta
(med stille varme).

Ja, han er rigtignok trofast. Det er visst.

Allmers
(fæster øjnene på hende).

Du holder i grunden af ham.

Asta.

Ja, jeg gør det.

Allmers.

Men alligevel så kan du ikke beslutte dig
til –?

Asta
(afbrydende).

Å, snille Alfred, tal ikke om det!

Allmers.

Jo, jo, – sig mig bare, hvorfor du ikke
kan –?

s. 91

Asta.

Å nej da! Jeg be’r dig så bønlig. Du må
endelig ikke spørge mig. For det er så pinligt
for mig, sér du. – Se så. Nu er hatten færdig.

Allmers.

Tak.

Asta.

Men så var det den venstre armen.

Allmers.

Skal den også ha’ flor?

Asta.

Ja, det hører jo til.

Allmers.

Nå, – gør som du vil da.

( Hun flytter sig nærmere og begynder at sy.)

Asta.

Hold så armen stille. Så jeg ikke stikker dig.

Allmers
(med et halvt smil).

Dette her er ligesom i gamle dage.

s. 92

Asta.

Ja, synes du ikke det?

Allmers.

Dengang du var en liden pige sad du også
sådan og stelled med mit tøj.

Asta.

Så godt jeg kunde, ja.

Allmers.

Det første, du syde for mig, – det var
også sort flor.

Asta.

Så?

Allmers.

Om studenterhuen. Dengang far døde fra os.

Asta.

Sy’de jeg da? – Tænk, det husker jeg
ikke.

Allmers.

Å nej; du var jo så liden dengang.

Asta.

Ja, da var jeg liden.

s. 93

Allmers.

Og så to år bagefter, – da vi misted din
mor, – da sy’de du et stort armflor til mig
også.

Asta.

Jeg syntes, det skulde så være, jeg.

Allmers
(klapper hende på hånden).

Ja, ja, det skulde jo også så være, Asta.
– Og da vi så var ble’t alene i verden, vi to –.
Er du alt færdig?

Asta.

Ja. (lægger sysagerne sammen.) Det blev dog en
dejlig tid for os igrunden, Alfred. Vi to alene.

Allmers.

Ja, det blev det. Så hårdt vi end sled.

Asta.

Du sled.

Allmers
(livfuldere).

Å, du sled såmænd på din vis, du også, –
[HIS: startparentesen mangler]smiler.) du, min kære, trofaste – Eyolf.

s. 94

Asta.

Uf, – du skal ikke minde mig om det
dumme vås med navnet.

Allmers.

Nå, hvis du havde været en gut, så skulde
du jo ha’ hedt Eyolf.

Asta.

Ja, hvis, ja. Men da du så var ble’t stu-
dent –. (smiler uvilkårlig.) Tænk, at du kunde være
så barnagtig alligevel.

Allmers.

Var det mig, som var barnagtig!

Asta.

Ja, det synes jeg da rigtignok nu, når jeg
husker på det. For du skammed dig over, at du
ikke havde nogen bror. Bare en søster.

Allmers.

Nej, det var såmænd dig, du. Du skam-
med dig.

Asta.

Å ja, lidt, jeg også, kanské . Og så syntes
jeg ligesom synd i dig –

s. 95

Allmers.

Ja, du gjorde nok det. Og så fandt du
mine gamle gutteklæder frem –

Asta.

De pæne søndagsklæderne, ja. Kan du huske
den blå blusen og knæbukserne?

Allmers
(dvæler med øjnene på hende).

Hvor godt jeg husker dig, når du trak dem
på dig og gik med dem.

Asta.

Ja, men det gjorde jeg da bare, når vi var
hjemme alene.

Allmers.

Og så alvorlige og så vigtige, som vi da
var, du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.

Asta.

Men, Alfred, dette her har du da vel aldrig
fortalt til Rita?

Allmers.

Jo, jeg tror jeg har fortalt hende det en
gang.

s. 96

Asta.

Nej men, Alfred, hvor kunde du da gøre det!

Allmers.

Å, sér du, – man fortæller jo sin hustru
alting – sågodtsom.

Asta.

Ja, man gør vel det, kan jeg tænke.

Allmers
(ligesom vågnende, griber sig til panden og springer op).

Ah, – at jeg kan sidde her og –

Asta
(rejser sig, sér bekymret på ham).

Hvad er det med dig?

Allmers.

Han kom næsten bort for mig. Rent bort
kom han.

Asta.

Eyolf!

Allmers.

Her sad jeg og leved i minderne. Og han
var ikke med.

s. 97

Asta.

Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det alt-
sammen.

Allmers.

Han var det ikke. Han gled ud af mit
sind. Ud af mine tanker. Jeg så ham ikke for
mig et øjeblik, mens vi sad og talte sammen.
Glemte ham rent den lange stund.

Asta.

Å, men du må da også hvile lidt ud i
sorgen.

Allmers.

Nej, nej, nej, – det er just det, jeg ikke
må! Det har jeg ikke lov til. Ikke ret til. –
Og ikke hjerte til heller. (går i oprør hen imod højre.)
Jeg har bare at dvæle der ude, hvor han ligger
og driver nede på dybet!

Asta
(efter ham, holder ham fast).

Alfred, – Alfred! Kom ikke til fjorden!

Allmers.

Jeg må ud til ham! Slip mig, Asta! Jeg
vil ha’ fat i båden.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 98

Asta
(i skræk).

Kom ikke til fjorden, siger jeg!

Allmers
(eftergivende).

Nej, nej, – jeg skal ikke. Lad mig bare
være.

Asta
(fører ham hen til bordet).

Du må hvile tankerne, Alfred. Kom her
og sæt dig.

Allmers
(vil sætte sig på bænken).

Ja, ja, – som du vil da.

Asta.

Nej, du skal ikke sætte dig der.

Allmers.

Jo, lad mig.

Asta.

Nej; gør ikke det! For så sidder du bare
og sér udover – (nøder ham ned på en stol med ryggen
mod højre.) Sé så. Nu sidder du godt. (sætter sig
selv på bænken.) Og så skal vi snakke lidt sammen
igen.

s. 99

Allmers
(ånder hørligt).

Det gjorde godt at få dulme savnet og
sorgen et øjeblik.

Asta.

Du må det, Alfred.

Allmers.

Men synes du ikke, at jeg er forfærdelig
slap og sløv, – at jeg kan det?

Asta.

Å nej da. For det er visst umuligt at
kredse bestandig om et og det samme.

Allmers.

Ja, for mig er det umuligt. Før du kom
ned til mig, sad jeg her og vånded mig så usige-
lig i denne jagende og nagende sorg –

Asta.

Ja?

Allmers.

Og vil du så tro det, Asta –? Hm –

Asta.

Nå?

s. 100

Allmers.

Midt i vånden så greb jeg mig i at gætte
på, hvad vi skulde ha’ til middag idag.

Asta
(beroligende).

Ja, ja, bare der er hvile i det, så –

Allmers.

Ja tænk, du, – jeg syntes, der var ligesom
hvile i det. (rækker hende hånden over bordet.) Hvor
godt det er, at jeg har dig, Asta. Det er jeg så
glad for. Glad, glad – midt i sorgen.

Asta
( sér alvorligt på ham).

Du skal først og fremst være glad for, at
du har Rita.

Allmers.

Ja, det forstår sig jo af sig selv. Men Rita
er jeg ikke i slægt med. Det er ikke som at
ha’ en søster.

Asta
(spændt).

Siger du det, Alfred?

s. 101

Allmers.

Ja, vor slægt er noget for sig selv. (halvt spø-
gende.) Altid så har vi havt lyse forbogstaver i
navnene. Kan du huske, hvor tidt vi snakked
om det før? Og alle slægtningerne, – alle er
de lige fattige. Og alle har vi samme slags øjne.

Asta.

Synes du, jeg også har –?

Allmers.

Nej, du slægter jo så aldeles på din mor,
du. Ligner sletikke os andre. Ikke far engang.
Men alligevel –

Asta.

Alligevel –?

Allmers.

Ja, jeg tror, at samlivet alligevel har præget
os begge to efter hinandens billede. I sindet,
mener jeg.

Asta
(varmt bevæget).

Å, det må du aldrig sige, Alfred. Det er
mig alene, som har taget mit præg efter dig.

s. 102

Og det er dig, som jeg skylder alt, – alt godt
i verden.

Allmers
(ryster på hodet).

Du skylder mig ingenting, Asta. Tvert
imod –

Asta.

Alt skylder jeg dig! Det må du da kunne
sige dig selv. Intet offer har været dig for
tungt –

Allmers
(afbrydende).

Å hvad – offer! Kom ikke med sligt
noget. – Jeg har bare holdt af dig, Asta. Lige
fra du var et lidet barn. (efter et kort ophold.) Og
så syntes jeg altid, at jeg havde så megen uret
at gøre god igen også.

Asta
(forundret).

Uret! Du?

Allmers.

Ikke just for egen regning. Men –

s. 103

Asta
(spændt).

Men –?

Allmers.

For fars.

Asta
(farer halvt op fra bænken).

For – fars! (sætter sig igen.) Hvad mener du
med det, Alfred?

Allmers.

Far var aldrig rigtig snil imod dig.

Asta
( hæftig ).

Å sig da ikke det!

Allmers.

Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af
dig. Ikke sådan, som han skulde.

Asta
(undvigende).

Nej, kanské ikke sådan, som han holdt af
dig. Det var da rimeligt.

s. 104

Allmers
(vedbliver).

Og hård var han ofte imod din mor også.
I alt fald i de sidste årene.

Asta
(sagte).

Mor var jo så meget, meget yngre end han.
Husk på det.

Allmers.

Tror du ikke, at de passed rigtig sammen?

Asta.

Kanské de ikke gjorde det.

Allmers.

Ja, men alligevel –. Far, som ellers var
så blød og varmhjertet –. Så venlig imod alle
mennesker –

Asta
(stille).

Mor var vel heller ikke altid, som hun
skulde være.

Allmers.

Var ikke din mor!

s. 105

Asta.

Kanské ikke altid.

Allmers.

Imod far, mener du?

Asta.

Ja.

Allmers.

Det mærked jeg da aldrig noget til.

Asta
(kæmpende med gråden, rejser sig).

Å, kære Alfred, – lad dem hvile, – de
som borte er.

( Hun går henover mod højre.)

Allmers
(står op).

Ja, lad dem hvile. (vrider hænderne.) Men de,
som borte er, – de la’r ikke os hvile, Asta.
Hverken dag eller nat.

Asta
( sér varmt på ham).

Med tiden vil alt sammen kendes mildere,
Alfred.

s. 106

Allmers
( sér hjælpeløs på hende).

Ja, tror ikke du også det? – Men hvor-
ledes jeg skal vinde over disse her forfærdelige,
første dagene –. (hæst.) Nej, det skønner jeg
ikke.

Asta
(bedende, lægger hænderne på hans skuldre).

Gå op til Rita. Å, jeg bé’r dig så bønligt –

Allmers
( hæftig , drager sig væk).

Nej, nej, nej, – snak ikke til mig om det!
For jeg kan ikke, ser du. (roligere.) Lad mig
få bli’ her sammen med dig.

Asta.

Ja, jeg skal ikke gå fra dig.

Allmers
(griber hendes hånd og holder den fast).

Tak for det! ( sér en stund ud over fjorden.) Hvor
er min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt til hende.)
Kan du sige mig det, – du, min store, kloge
Eyolf? (ryster på hodet.) Ingen i hele verden kan
sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfærdelige,
at jeg ikke har ham længer.

s. 107

Asta
( sér op mod venstre og trækker hånden til sig).

Nu kommer de.

(Fru Allmers og ingeniør Borghejm kommer gående nedover
skogstien; hun foran; han bagefter. Hun er mørkt klædt, med
et sort slør over hodet. Han har paraply under armen.)

Allmers
(går hende imøde).

Hvorledes har du det, Rita?

Rita
(går forbi ham).

Å, spørg ikke.

Allmers.

Hvad vil du her?

Rita.

Bare sé efter dig. Hvad ta’r du dig til?

Allmers.

Ikke noget. Asta kom ned til mig.

Rita.

Ja, men før Asta kom? Du har været
borte fra mig hele formiddagen.

Allmers.

Jeg har siddet her og sét ud over vandet.

s. 108

Rita.

Uh, – at du kan det!

Allmers
(utålmodig).

Jeg er helst alene nu!

Rita
(går urolig omkring).

Og så sidde stille! På en og samme plet!

Allmers.

Jeg har jo ingen verdens ting at gå efter.

Rita.

Jeg kan ikke holde det ud nogetsteds.
Mindst her, – med fjorden lige ind på sig.

Allmers.

Just det, at fjorden er så nær.

Rita
(til Borghejm).

Synes ikke De, han skulde gå op med os
andre?

Borghejm
(til Allmers).

Jeg tror, det vilde være bedre for Dem.

s. 109

Allmers.

Nej, nej, – lad mig heller få være, hvor
jeg er.

Rita.

Så blir jeg hos dig, Alfred.

Allmers.

Nå ja, så gør det da. – Bliv du også,
Asta.

Asta
(hvisker til Borghejm).

Lad dem få være alene!

Borghejm
(med et forstående blik).

Frøken Allmers, – går vi lidt udover –
langs stranden? For allersidste gang?

Asta
(tager sin paraply).

Ja, kom. Lad os gå lidt udover.

(Asta og Borghejm går ud sammen bag bådskuret.)

(Allmers driver lidt omkring. Derefter sætter han sig på en
stén under træerne i forgrunden til venstre.)

Rita
(kommer nærmere og står foran ham med foldede, nedhængende
hænder).

Kan du tænke dig den tanke, Alfred, –
at vi har mistet Eyolf?

s. 110

Allmers
( sér tungt ned for sig).

Vi får vænne os til at tænke den.

Rita.

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Og så dette
grufulde syn, som vil stå for mig gennem hele
livet.

Allmers
( sér op).

Hvilket syn? Hvad har du sét ?

Rita.

Jeg selv har ikke sét noget. Bare hørt det
fortælle. Å –!

Allmers.

Sig det lige så godt straks.

Rita.

Jeg fik Borghejm med mig ned til bryggen –

Allmers.

Hvad vilde du der?

Rita.

Spørge gutterne ud om, hvorledes det var
gået til.

s. 111

Allmers.

Det véd vi jo.

Rita.

Vi fik vide mere.

Allmers.

Nå!

Rita.

Det er ikke sandt, det, at han blev rent
borte med engang.

Allmers.

Siger de det nu?

Rita.

Ja. De siger, at de så ham ligge nede på
bunden. Dybt nede i det klare vand.

Allmers
(tænderskærende).

Og de redded ham ikke!

Rita.

De kunde vel ikke.

Allmers.

De kunde svømme, – allesammen. – Sa’
de, hvorledes han lå, mens de så ham?

s. 112

Rita.

Ja. De sa’, han lå på ryggen. Og med
store, åbne øjne.

Allmers.

Åbne øjne. Men ganske stille?

Rita.

Ja, ganske stille. Og så kom noget og tog
ham udover. De kaldte det en strømsætning.

Allmers
(nikker langsomt).

Det var altså det sidste, de så af ham.

Rita
(grådkvalt).

Ja.

Allmers
(med dump røst).

Og aldrig, – aldrig får nogen sé ham mere.

Rita
(jamrende).

Dag og nat vil han stå for mig, som han
lå dernede.

Allmers.

Med de store, åbne øjne.

s. 113

Rita
(gyser).

Ja, med de store, åbne øjne. Jeg sér dem!
Jeg sér dem for mig!

Allmers
(rejser sig langsomt og sér stille truende på hende).

Var de onde, de øjnene, Rita?

Rita
(blegner).

Onde –!

Allmers
(går tæt hen til hende).

Var det onde øjne, som stirred opad? Der-
nede fra dybet?

Rita
(viger tilbage).

Alfred –!

Allmers
(følger efter).

Svar mig på det! Var det onde barneøjne?

Rita
(skriger).

Alfred! Alfred!

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 114

Allmers.

Nu har vi fået det, – slig, som du ønsked,
Rita.

Rita.

Jeg! Hvad ønsked jeg?

Allmers.

At Eyolf ikke var her.

Rita.

Aldrig i verden har jeg ønsket det! At
ikke Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.

Allmers.

Nå ja, – herefter gør han det jo ikke mere.

Rita
(sagte, stirrer frem for sig).

Kanske herefter mest. (farer sammen.) Å, dette
grufulde syn!

Allmers
(nikker).

De onde barneøjne, ja.

Rita
(i angst, viger tilbage).

Lad mig være, Alfred! Jeg er ræd for dig!
Slig har jeg aldrig sét dig før.

s. 115

Allmers
( sér hårdt og koldt på hende).

Sorgen gør ond og styg.

Rita
( ræd, men dog trodsig).

Jeg føler det så, jeg også.

(Allmers går hen imod højre og sér ud over fjorden. Rita
sætter sig ved bordet. Kort ophold.)

Allmers
(vender hodet imod hende).

Du har aldrig holdt helt og fuldt af ham.
Aldrig!

Rita
(koldt, behersket).

Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt
ind til mig.

Allmers.

Fordi du ikke vilde.

Rita.

Å jo, du. Jeg vilde nok mere end gerne.
Men der stod nogen ivejen. Lige fra først af.

Allmers
(vender sig helt).

Jeg stod ivejen, mener du?

s. 116

Rita.

Å nej. Ikke fra først af.

Allmers
(går nærmere).

Hvem da?

Rita.

Tanten.

Allmers.

Asta?

Rita.

Ja. Asta stod og stængte vejen for mig.

Allmers.

Siger du det, Rita?

Rita.

Ja. Asta, – hun fanged ham – lige fra
det hændte, – det ulykkelige faldet.

Allmers.

Gjorde hun det, så gjorde hun det i kærlighed.

Rita
( hæftig ).

Just det! Jeg tåler ikke at dele noget med
en anden en! Ikke i kærlighed!

s. 117

Allmers.

Vi to skulde ha’ delt ham mellem os i
kærlighed.

Rita
( sér hånlig på ham).

Vi? Å, du har i grunden aldrig havt rigtig
kærlighed til ham, du heller.

Allmers
( sér forbauset på hende).

Har jeg ikke –!

Rita.

Nej, du har ikke. Først så var du jo så
helt fangen af denne bogen – om ansvaret.

Allmers
(stærkt).

Ja, det var jeg. Men netop den, du, –
den ofred jeg for Eyolfs skyld.

Rita.

Ikke af kærlighed til ham.

Allmers.

Hvorfor da, mener du?

s. 118

Rita.

Fordi du gik her og fortærtes af mistro til
dig selv. Fordi du var begyndt at tvile på, at
du havde noget stort kald at leve for i verden.

Allmers
(forskende).

Har du kunnet mærke noget sådant på mig?

Rita.

Å ja, – lidt efter lidt. Og så trængte du til
noget nyt, som kunde fylde dig. – Jeg var dig
vel sagtens ikke nok længer.

Allmers.

Det er forvandlingens lov, Rita.

Rita.

Derfor var det, du vilde gøre et vidunder-
barn af stakkers lille Eyolf.

Allmers.

Det vilde jeg ikke. Jeg vilde gøre et lykke-
ligt væsen af ham. Det alene vilde jeg.

Rita.

Men ikke af kærlighed til ham. Gå i dig

s. 119

selv! (med skyhed i udtrykket.) Og gransk alt det,
som ligger under – og bagved.

Allmers
(undgår hendes øjne).

Der er noget, du vil forbi.

Rita.

Du også.

Allmers
( sér tankefuld på hende).

Hvis det er, som du tænker, så har vi to
i grunden aldrig ejet vort eget barn.

Rita.

Nej. Ikke fuldt ud i kærlighed.

Allmers.

Og alligevel så går vi nu her og sørger så
bitterlig over ham.

Rita
(bittert).

Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gå
her og sørge slig over en liden fremmed gut.

Allmers
(i udbrud).

Å, kald ham da ikke fremmed!

s. 120

Rita
(ryster tungt på hodet).

Vi vandt aldrig gutten, Alfred. Ikke jeg.
Ikke du heller.

Allmers
(vrider hænderne).

Og nu er det for sent! For sent!

Rita.

Og så rent trøstesløst – altsammen.

Allmers
(pludselig opfarende).

Du er den skyldige her!

Rita
(rejser sig).

Jeg!

Allmers.

Ja, du! Du er skyld i, at han blev , –
som han blev! Det er din skyld, at han ikke
kunde berge sig op af vandet.

Rita
(afværgende).

Alfred, – du skal ikke kaste det over på
mig!

s. 121

Allmers
(mere og mere ude af sig selv).

Jo, jo, jeg gør det! Det var dig, som lod
det spæde barn ligge og skøtte sig selv på bordet.

Rita.

Han lå så blødt i puderne. Og sov så
tryggelig. Og du havde lovet at passe barnet.

Allmers.

Ja, det havde jeg. (sænker stemmen.) Men så
kom du, du, du, – og lokked mig ind til dig.

Rita
( sér trodsig på ham).

Å, sig heller, at du glemte både barnet og
alt andet.

Allmers
(i undertrykt raseri).

Ja, det er sandt. (sagtere.) Jeg glemte barnet
– i dine arme!

Rita
(oprørt).

Alfred! Alfred, – det er afskyeligt af dig!

Allmers
(sagte, knytter hænderne imod hende).

I den stund dødsdømte du lille Eyolf.

s. 122

Rita
(vildt).

Du også! Du også, – hvis så er!

Allmers.

Å ja, – kræv du mig også til regnskab,
– om du så vil. Vi har forbrudt os, begge to.
– Og derfor var der gengældelse i Eyolfs død
alligevel.

Rita.

Gengældelse?

Allmers
(mere behersket).

Ja. Dom over dig og mig. Nu går vi her,
som vi har forskyldt. I lønlig, fejg anger lod
vi os skræmme fra ham, mens han leved. Tålte
ikke at sé den, – den, han måtte slæbe på –

Rita
(sagte).

Krykken.

Allmers.

Ja, just den. – Og det, som vi nu går her
og kalder for sorg og savn, – det er samvittig-
hedsnag, Rita. Ikke noget andet.

s. 123

Rita
(stirrer rådløs på ham).

Jeg synes, dette her må bære ind i for-
tvilelse, – lige ind i vanvid for os begge to.
For vi kan jo aldrig, – aldrig få gøre det
godt igen.

Allmers
(greben af stillere stemning).

Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg
så ham komme op fra bryggen. Han kunde
springe, ligesom andre gutter. Der var altså
ingenting hændt ham. Hverken det ene eller
det andet. Den kvælende virkelighed var altså
bare en drøm, tænkte jeg. Å, hvor jeg takked
og velsigned – (holder inde.) hm –

Rita
( sér på ham).

Hvem?

Allmers
(undvigende).

Hvem –?

Rita.

Ja; hvem takked og velsigned du?

Allmers
(afvisende).

Jeg lå jo og drømte, hører du –

s. 124

Rita.

Nogen, som du ikke selv tror på?

Allmers.

Det kom nu sådan over mig alligevel. Jeg
var jo i søvne –

Rita
(bebrejdende).

Du skulde ikke gjort mig tvilende, Alfred.

Allmers.

Vilde det været ret af mig, om jeg havde
lad’t dig gå gennem livet med tomme forestil-
linger?

Rita.

Det havde været bedre for mig. For så
havde jeg da havt noget at fortrøste mig til. Nu
går jeg her og véd hverken ud eller ind.

Allmers
( sér skarpt på hende).

Om du nu havde valget –. Om du kunde
følge Eyolf did hen, hvor han nu er –?

Rita.

Ja? Hvad så?

s. 125

Allmers.

Om du havde fuld forvissning om, at du
vilde finde ham igen, – kende ham, – forstå
ham –?

Rita.

Ja, ja; hvad så?

Allmers.

Vilde du så frivillig gøre springet over til
ham? Frivillig gå bort fra alt dette her? Gi’
afkald på hele jordlivet? Vilde du det, Rita?

Rita
(sagte).

Nu straks?

Allmers.

Ja; nu idag. I denne time. Svar mig på
det. Vilde du?

Rita
(nølende).

Å, jeg véd ikke, Alfred. – Nej; jeg tror,
jeg først vilde bli’ nogen tid her hos dig.

Allmers.

For min skyld?

s. 126

Rita.

Ja, bare for din skyld.

Allmers.

Men så bagefter da? Vilde du så –? Svar!

Rita.

Å, hvad skal jeg svare på sligt? Jeg kunde
jo ikke gå ifra dig. Aldrig! Aldrig!

Allmers.

Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde
den fuldeste forvissning om, at du skulde træffe
både ham og mig der. Vilde du så komme
over til os?

Rita.

Jeg vilde nok. Å, så gerne! Så gerne!
Men –

Allmers.

Nå?

Rita
(stønner sagte).

Jeg kunde det ikke, – det føler jeg. Nej,
nej; jeg kunde det sletikke! Ikke for al himlens
herlighed!

s. 127

Allmers.

Ikke jeg heller.

Rita.

Nej, ikke sandt, Alfred! Du kunde det
ikke, du, heller!

Allmers.

Nej. For her, i jordlivet, hører vi levende
hjemme.

Rita.

Ja, her er den slags lykke, som vi forstår.

Allmers
(mørkt).

Å, lykken, – lykken, du –

Rita.

Du mener vel, at lykken, – den finder vi
aldrig mere. ( sér spørgende på ham.) Men ifald –?
( hæftig .) Nej, nej; jeg tør ikke sige det! Ikke
tænke det engang.

Allmers.

Jo, sig det. Sig det bare, Rita.

s. 128

Rita
(nølende).

Kunde vi ikke prøve på –? Skulde det
ikke være gørligt, at vi kunde glemme ham?

Allmers.

Glemme Eyolf.

Rita.

Glemme angeren og naget, mener jeg.

Allmers.

Kunde du ønske det?

Rita.

Ja. Ifald det var gørligt. (i udbrud.) For dette
her, – det bærer jeg ikke i længden! Å, kan
vi da ikke finde på noget, som der er glemsel i!

Allmers
(ryster på hodet).

Hvad skulde vel det være?

Rita.

Kunde vi ikke prøve med at rejse langt
bort?

s. 129

Allmers.

Fra hjemmet? Du, som ikke trives noget
andet sted end just netop her.

Rita.

Nå, så sé mange mennesker hos os da?
Føre stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde
døve og dulme.

Allmers.

Sligt liv ligger ikke for mig. – Nej, – så
fik jeg heller prøve på at ta’ mit arbejde op igen.

Rita
(hvast).

Dit arbejde? Det, som så tidt har stået som
væg og mur imellem os?

Allmers
(langsomt, sér stivt på hende).

Der må altid være væg og mur imellem os
to herefter.

Rita.

Hvorfor må det –?

Allmers.

Hvem véd, om ikke store, åbne barneøjne
sér på os nat og dag.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 130

Rita
(sagte, gysende).

Alfred, – dette er forfærdeligt at tænke sig!

Allmers.

Vor kærlighed har været som en fortærende
brand. Nu må den være sluknet –

Rita
(imod ham).

Sluknet!

Allmers
(hårdt).

Den er sluknet, – i en af os.

Rita
(som forstenet).

Og det tør du sige mig!

Allmers
(mildere).

Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu,
i medskyldighed og bodstrang, føler for dig, –
i det skimter jeg ligesom en opstandelse –

Rita
(voldsom).

Å , jeg bry’r mig ikke om nogen opstandelse!

s. 131

Allmers.

Rita!

Rita.

Jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg!
Går ikke omkring og døser, – med fiskeblod i
årerne. (vrider sine hænder.) Og så være stængt inde
på livstid – i anger og nag! Stængt inde med
en, som ikke længer er min, min, min!

Allmers.

Det måtte så ende engang, Rita.

Rita.

Måtte det så ende! Det, som begyndte mel-
lem os i slig en mødende kærlighed!

Allmers.

Min kærlighed var ikke mødende fra først af.

Rita.

Hvad følte du da allerførst for mig?

Allmers.

Skræk.

Rita.

Det kan jeg forstå. Men hvorledes vandt
jeg dig da alligevel?

s. 132

Allmers
(dæmpet).

Du var så fortærende dejlig, Rita.

Rita
( sér prøvende på ham).

Det alene var det altså? Sig det, Alfred!
Det alene?

Allmers
(med overvindelse).

Nej; der var noget ved siden af også.

Rita
(i udbrud).

Jeg aner, hvad det var for noget! Det var
«guldet og de grønne skoge», som du siger. Var
det så, Alfred?

Allmers.

Ja.

Rita
( sér dybt bebrejdende på ham).

Hvor kunde, – hvor kunde du det!

Allmers.

Jeg havde Asta at tænke på.

s. 133

Rita
( hæftig ).

Asta, ja! (bittert.) Det var altså i grunden
Asta, som førte os to sammen.

Allmers.

Hun vidste af ingenting. Hun aner det
end ikke den dag idag.

Rita
(afvisende).

Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt side-
blik.) Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille
Eyolf, du!

Allmers.

Eyolf –?

Rita.

Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg
synes, du sa’ det engang, – i en lønlig stund.
(går nærmere.) Mindes du den – den fortærende
dejlige stund, Alfred?

Allmers
(viger tilbage, som i gru).

Jeg mindes ingenting! Vil ingenting mindes!

s. 134

Rita
(følger efter ham).

Det var i den stund, – da din anden lille
Eyolf blev krøbling!

Allmers
(dumpt, støtter sig til bordet).

Gengældelsen.

Rita
(truende).

Ja, gengældelsen!

(Asta og Borghejm kommer tilbage ved bådskuret. Hun
bærer nogle vandliljer i hånden.)

Rita
(behersket).

Nå, Asta, – har så du og herr Borghejm
fået tale rigtig ud sammen?

Asta.

Å ja, – så nogenlunde.

( Hun sætter paraplyen fra sig og lægger blomsterne på en stol.)

Borghejm.

Frøken Allmers har været svært ordknap på
turen.

s. 135

Rita.

Nej, har hun det? Ja, da har Alfred og
jeg fået tale ud sammen så det forslår –

Asta
( sér spændt på dem begge).

Hvad er det for noget –?

Rita.

– så det forslår for hele livet, siger jeg.
(afbrydende.) Men kom så og lad os gå op, alle
fire. Vi må ha’ selskab om os herefter. Alfred
og jeg klarer det ikke alene.

Allmers.

Ja, gå bare foran, I andre. (vender sig.) Men
dig må jeg først tale et ord med, Asta.

Rita
( sér på ham).

Så? – Nå ja, kom De med mig da, herr
Borghejm.

(Rita og Borghejm går opover skogstien.)

Asta
(i angst).

Alfred, hvad er der på færde!

s. 136

Allmers
(mørk).

Der er det, at jeg holder det ikke længer
ud her.

Asta.

Her! Sammen med Rita, mener du?

Allmers.

Ja. Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve
sammen.

Asta
(ryster ham i armen).

Men, Alfred, – sig da ikke noget så for-
færdeligt!

Allmers.

Det er sandt, som jeg siger. Vi går her og
gør hinanden onde og stygge.

Asta
(smærtelig bevæget).

Å, aldrig, – aldrig havde jeg da anet
noget sligt!

Allmers.

Det er heller ikke gået op for mig før idag.

s. 137

Asta.

Og nu vil du –! Ja, hvad vil du da
egentlig, Alfred?

Allmers.

Jeg vil rejse fra det hele her. Langt bort
fra det altsammen.

Asta.

Og stå så ganske alene i verden?

Allmers
(nikker).

Ligesom før, ja.

Asta.

Men du er ikke skikket til at stå alene!

Allmers.

Å jo. Før var jeg det da ialfald.

Asta.

Ja før, ja. Dengang havde du jo mig hos dig.

Allmers
(vil tage hendes hånd).

Ja. Og det er dig, Asta, som jeg nu tyer
hjem til igen.

s. 138

Asta
(undviger ham).

Til mig! Nej, nej, Alfred! Det er så rent
umuligt.

Allmers
( sér tungt på hende).

Borghejm står altså ivejen alligevel?

Asta
(ivrig).

Nej, nej; det gør han ikke! Du ta’r fejl i det!

Allmers.

Godt. Så kommer jeg til dig, – du kære,
kære søster. Jeg må til dig igen. Hjem til
dig for at renses og forædles fra samlivet med –

Asta
(oprørt).

Alfred, – du forsynder dig imod Rita!

Allmers.

Jeg har forsyndet mig imod hende. Men
ikke i dette. Å , tænk dig dog om, Asta! Hvor-
ledes var ikke samlivet mellem dig og mig? Var
det ikke som en eneste høj helligdag fra først
til sidst?

s. 139

Asta.

Jo, det var det, Alfred. Men sligt kan ikke
leves om igen.

Allmers
(bittert).

Mener du, at ægteskabet har så ubodelig
fordærvet mig?

Asta
(rolig).

Nej, det mener jeg ikke.

Allmers.

Ja, så vil vi to leve vort fordums liv om igen.

Asta
(bestemt).

Det kan vi ikke, Alfred.

Allmers.

Jo, vi kan. For en brors og en søsters
kærlighed –

Asta
(spændt).

Hvad den?

s. 140

Allmers.

Det forhold er det eneste, som ikke står
under forvandlingens lov.

Asta
(sagte, bævende).

Men hvis nu det forhold ikke –

Allmers.

Ikke –?

Asta.

– ikke er vort forhold?

Allmers
(stirrer forbauset på hende).

Ikke vort? Kære, hvad mener du med det?

Asta.

Det er bedst, at jeg siger dig det straks,
Alfred.

Allmers.

Ja, ja, sig det bare!

Asta.

Brevene til mor –. De, som ligger i
mappen –

s. 141

Allmers.

Ja vel?

Asta.

Dem skal du ta’ og læse – når jeg er rejst.

Allmers.

Hvorfor skal jeg det?

Asta
(kæmpende med sig selv).

Jo, for så vil du sé, at –

Allmers.

Nå!

Asta.

– at jeg ikke har ret til at bære – din
fars navn.

Allmers
(tumler tilbage).

Asta! Hvad er det for noget, du siger!

Asta.

Læs brevene. Så vil du sé det. Og forstå
det. – Og kanské ha’ tilgivelse – for mor, også.

Allmers
(griber sig til hodet).

Jeg kan ikke fatte dette her. Ikke holde

s. 142

tanken fast. Du, Asta, – du skulde altså ikke
være –

Asta.

Du er ikke min bror, Alfred.

Allmers
(raskt, halvt trodsig, sér på hende).

Nå, men hvad ændrer det så egentlig i for-
holdet mellem os? Ingenting i grunden.

Asta
(ryster på hodet).

Alt ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke
brors og søsters.

Allmers.

Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil al-
tid bli’ lige helligt.

Asta.

Glem ikke, – at det er under forvand-
lingens lov, – som du sa’ nu nylig.

Allmers
( sér forskende på hende).

Mener du dermed, at –?

s. 143

Asta
(stille, varmt bevæget).

Ikke et ord mere, – du kære, kære Alfred.
– (tager blomsterne fra stolen.) Sér du disse vand-
liljerne her?

Allmers
(nikker langsomt).

Det er af den slags, som skyder op, – dybt
nede fra bunden.

Asta.

Jeg plukked dem i tjernet. Der, hvor det
flyder ud i fjorden. (rækker dem frem.) Vil du ha’
dem, Alfred?

Allmers
(tager dem).

Tak.

Asta
(med tårefyldte øjne).

De er som en sidste hilsen til dig fra –
fra lille Eyolf.

Allmers
( sér på hende).

Fra Eyolf derude? Eller fra dig?

s. 144

Asta
(sagte).

Fra os begge. (tager paraplyen.) Kom så med
op til Rita.

( Hun går opad skogstien.)

Allmers
(henter sin hat fra bordet og hvisker tungt).

Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!

( Han følger opover stien.)

TREDJE AKT.

(En kratbevokset højde i haven hos Allmers. Brat styrtning
med rækværk mod baggrunden og en nedgangstrappe på venstre
side. Vid udsigt over fjorden, som ligger dybt nede. En flag-
stang med snorer men uden flag står ved rækværket. I for-
grunden til højre et lysthus, dækket af slyngvækster og vild
vin. En bænk udenfor. Det er sén sommeraften med klar
himmel. Tiltagende halvmørke.)

(Asta sidder på bænken med hænderne i skødet. Hun er
iført overtøj og hat, har sin parasol ved siden af sig og en liden
rejsetaske i en rem over skuldren.)

(Borghejm kommer op fra baggrunden til venstre. Også
han har en rejsetaske over skuldren. På armen bærer han et
sammenrullet flag.)

Borghejm
(får øje på Asta).

Å, heroppe holder De altså til?

Asta.

Jeg sidder og sér udover for sidste gang.

Borghejm .

Så var det jo godt, at jeg kikked her op
også.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 146

Asta.

Har De gået og ledt efter mig?

Borghejm.

Ja, jeg har. Jeg vilde gerne sige Dem far-
vel – for denne gang. Ikke for den sidste,
håber jeg.

Asta
(smiler svagt).

De er ihærdig, De.

Borghejm.

Det må en vejbryder være.

Asta.

Så De noget til Alfred? Eller Rita?

Borghejm.

Ja, jeg så dem begge to.

Asta.

Sammen?

Borghejm.

Nej. De er hver på sin Kant .

Asta.

Hvad skal De gøre med det flaget?

s. 147

Borghejm.

Fru Rita bad mig gå op og hejse det.

Asta.

Hejse flag nu?

Borghejm.

På halv stang. Det skal vaje både nætter
og dage, sa’ hun.

Asta
(sukker).

Stakkers Rita. Og stakkers Alfred.

Borghejm
(beskæftiget med flaget).

Har De hjerte til at rejse fra dem? Ja,
jeg spør’. For jeg sér , De er rejseklædt.

Asta
(med lav stemme).

Jeg må rejse.

Borghejm.

Ja, når De må, så –

Asta.

Og De rejser jo også inat.

10*

s. 148

Borghejm.

Jeg må også. Jeg går med toget. Gør De
også det?

Asta.

Nej. Jeg ta’r ind med dampskibet.

Borghejm
(skotter hen til hende).

Hver sin vej altså.

Asta.

Ja.

( Hun sidder og sér til, medens han hejser flaget halvt på stangen.
Når han er færdig, går han hen til hende.)

Borghejm.

Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem,
hvor jeg sørger over lille Eyolf.

Asta
( sér op til ham).

Ja, det er jeg viss på, at De gør.

Borghejm.

Og det kendes så pinefuldt. For i grunden
ligger det sletikke for mig, det, at sørge.

s. 149

Asta
(retter øjnene mod flaget).

Med tiden driver det over, – altsammen.
Alle sorgerne.

Borghejm.

Alle? Tror De det?

Asta.

Ligesom et bygevejr. Når De bare kommer
langt bort, så –

Borghejm.

Det måtte være bra’ langt bort, det.

Asta.

Og så har De jo det store, nye vejarbejdet
også.

Borghejm.

Men ingen til at hjælpe mig i det.

Asta.

Å jo visst har De da så.

Borghejm
(ryster på hodet).

Ingen. Ingen til at dele glæden med. For
det er mest glæden, det gælder.

s. 150

Asta.

Ikke møjen og besværet?

Borghejm.

Pyt, – sligt noget kan en sagtens altid
komme ud over alene.

Asta.

Men glæden, – den må deles med nogen,
mener De?

Borghejm.

Ja, hvad lykke var der ellers i det at være
glad?

Asta.

Å nej, – der kan være noget i det.

Borghejm.

Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en
tid og være glad indeni sig selv. Men det for-
slår ikke i længden. Nej, glæden, den må man
være to om.

Asta.

Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?

Borghejm.

Nå, sé , – det er nu på en anden måde,

s. 151

det. – Frøken Asta, – kan De altså virkelig
ikke beslutte Dem til at dele lykke og glæde
og – og møje og besvær med en , – med en
eneste en alene?

Asta.

Jeg har prøvet det – engang.

Borghejm.

Har De?

Asta.

Ja, i al den tid, da min bror, – da Alfred
og jeg boede sammen.

Borghejm.

Nå, med Deres bror, ja. Det er jo noget
ganske andet. Det synes jeg må være mere at
kalde for fred end for lykke, det.

Asta.

Dejligt var det alligevel.

Borghejm.

Ja sé , – allerede bare det synes De var
dejligt. Men tænk så, – hvis han nu ikke
havde været Deres bror!

s. 152

Asta
(vil rejse sig men bliver siddende.)

Så havde vi jo aldrig levet sammen. For
jeg var barn dengang. Og han næsten også.

Borghejm
(lidt efter).

Var den så dejlig, den tiden?

Asta.

Ja, det kan De tro, den var.

Borghejm.

Opleved De da noget rigtig lyst og lykke-
ligt dengang?

Asta.

Å ja, så meget. Så utrolig meget.

Borghejm.

Fortæl mig lidt om det, frøken Asta.

Asta.

Bare småting i grunden.

Borghejm.

Således som –? Nå?

s. 153

Asta.

Således som den gang, da Alfred havde
fået sin examen. Og havde stået sig så godt.
Og når han så lidt efter lidt fik en post ved
en eller anden skole. Eller når han sad og
skrev på en afhandling. Og læste den op for
mig. Og så siden fik den trykt i et tidsskrift.

Borghejm.

Ja, jeg skønner nok, at det må ha’ været
et dejligt, fredeligt liv. To søskende, som deler
glæden. (ryster på hodet.) Ikke begriber jeg, at
Deres bror kunde gi’ slip på Dem, Asta!

Asta
(i undertrykt bevægelse).

Alfred gifted sig jo.

Borghejm.

Var det ikke svært for Dem.

Asta.

Jo; i førstningen. Jeg syntes, at jeg rent
havde mistet ham med det samme.

Borghejm.

Nå, heldigvis, det havde De da ikke.

s. 154

Asta.

Nej.

Borghejm.

Men alligevel. At han kunde det. Gifte
sig, mener jeg. Når han kunde fået beholde
Dem hos sig alene!

Asta
( sér hen for sig).

Han var vel under forvandlingens lov, kan
jeg tænke.

Borghejm.

Forvandlingens lov?

Asta.

Alfred kalder det så.

Borghejm.

Pyt, – slig en dum lov, som det må være!
Den loven tror jeg ikke et gran på.

Asta
(rejser sig).

De kan nok med tiden komme til at tro
på den.

s. 155

Borghejm.

Aldrig i verden! (indtrængende.) Men hør nu
her, frøken Asta! Vær nu fornuftig – for en
gangs skyld. I dette stykke, mener jeg –

Asta
(afbrydende).

Å nej, nej, – lad os bare ikke komme
ind på det igen!

Borghejm
(vedbliver som før).

Jo, Asta, – jeg kan umulig slippe Dem så
let. Nu har jo Deres bror fået det altsammen,
som han helst vilde ha’ det. Lever sit liv nokså
tilfreds uden Dem. Savner Dem sletikke. –
Og så det til – det, som med et eneste slag
forandrer Deres hele stilling herude –

Asta
(farer sammen).

Hvad mener De med det?

Borghejm.

Barnet, som er revet bort. Hvad ellers?

Asta
(fatter sig).

Lille Eyolf er borte, ja.

s. 156

Borghejm.

Og hvad har De så egentlig mere at gøre
her? De har ikke længer den stakkers lille
gutten at ta’ Dem af. Ingen pligter, – ingen
opgaver her i nogen retning –

Asta.

Å, jeg be’r Dem, kære Borghejm, – træng
da ikke så hårdt ind på mig!

Borghejm.

Jo; jeg måtte jo være gal, om jeg ikke for-
søgte det yderste. En af dagene rejser jeg væk
fra byen. Får kanské ikke træffe Dem der inde.
Får kanské ikke sé Dem igen på lange, lange
tider. Og hvem véd, hvad der kan ské i mel-
lemtiden?

Asta
(smiler alvorlig).

Er De ræd for forvandlingens lov alligevel?

Borghejm.

Nej, det er jeg sletikke. ( lér bittert.) Og der
er jo ikke noget at forvandle heller. Ikke hos
Dem, mener jeg. For De bry’r Dem nok ikke
stort om mig, kan jeg skønne.

s. 157

Asta.

Det véd De godt, at jeg gør.

Borghejm.

Ja, men ikke på langt nær nok. Ikke
slig, som jeg vil ha’ det. ( hæftigere .) Herregud,
Asta, – frøken Asta, – dette her er da så
galt af Dem, som vel tænkes kan! Lidt borten-
for idag og imorgen ligger kanské hele livslykken
og venter på os. Og så la’r vi den ligge!
Kommer vi ikke til at angre på det, Asta?

Asta
(stille).

Véd ikke. Men vi får la’ alle lyse mulig-
heder ligge alligevel.

Borghejm
( sér behersket på hende).

Altså skal jeg bygge mine veje alene?

Asta
(varmt).

Å, om jeg så sandt kunde få være med
Dem om det! Hjælpe Dem i møjen. Dele
glæden med Dem –

Borghejm.

Vilde De det, – ifald De kunde?

s. 158

Asta.

Ja. Da vilde jeg det.

Borghejm.

Men De kan ikke?

Asta
( sér ned for sig).

Vilde De nøjes med at ha’ mig halvt?

Borghejm.

Nej. Helt og holdent må jeg ha’ Dem.

Asta
( sér på ham og siger stille).

Så kan jeg ikke.

Borghejm.

Farvel da, frøken Asta.

( Han vil gå. Allmers kommer op på højden fra venstre i bag-
grunden. Borghejm standser.)

Allmers
(endnu ved opgangen, dæmpet, peger hen).

Sidder Rita derinde i lysthuset?

Borghejm.

Nej; her er ingen andre end frøken Asta.

(Allmers kommer nærmere.)

s. 159

Asta
(imod ham).

Skal jeg gå ned og sé efter hende? Få
hende herop kanské ?

Allmers
(afværgende).

Nej, nej, nej, – lad bare være. (til Borghejm.)
Er det Dem, som har hejst flaget der?

Borghejm.

Ja. Fru Rita bad mig om det. Det var
derfor jeg gik herop.

Allmers.

Og inat rejser De jo?

Borghejm.

Ja. Inat rejser jeg for alvor.

Allmers
(med et blik mod Asta).

Og har sikret Dem godt rejsefølge, kan jeg
forstå.

Borghejm
(ryster på hodet).

Jeg rejser alene.

s. 160

Allmers
(studser).

Alene!

Borghejm.

Så rent alene.

Allmers
(tankespredt).

Ja så?

Borghejm.

Og blir alene også.

Allmers.

Der er noget grufuldt i det at være alene.
Det ligesom isner igennem mig –

Asta.

Å men, Alfred, du er da ikke alene, du!

Allmers.

Der kan være noget grufuldt i det også,
Asta.

Asta
(beklemt).

Å, tal da ikke så! Tænk da ikke så!

s. 161

Allmers
(uden at høre på hende).

Men når du altså ikke rejser med –? Når
der ingenting er, som binder dig? Hvorfor vil
du så ikke bli’ herude hos mig – og hos
Rita?

Asta
(urolig).

Nej, for det kan jeg ikke. Jeg må så nød-
vendig ind til byen nu.

Allmers.

Men bare ind til byen, Asta. Hører du det!

Asta.

Ja.

Allmers.

Og så lover du mig, at du kommer snart
herud igen.

Asta
(hurtig).

Nej, nej, det tør jeg ikke love dig for det
første.

Allmers.

Godt. Som du vil. Så træffes vi altså der
inde da.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 162

Asta
(bedende).

Men, Alfred, du må da bli’ hjemme hos
Rita nu!

Allmers
(uden at svare, vender sig til Borghejm).

Det turde være bedst for Dem, det, at De
ikke har noget rejsefølge endnu.

Borghejm
(uvillig).

Å, hvor kan De da sige sligt noget!

Allmers.

Jo, for De kan aldrig vide, hvem De kanské
kunde komme til at møde bagefter. Undervejs.

Asta
(uvilkårligt).

Alfred!

Allmers.

Den rigtige rejsekammerat. Når det er for
sent. For sent.

Asta
(sagte, bævende).

Alfred! Alfred!

s. 163

Borghejm
( sér vekselvis på dem).

Hvad betyder det? Jeg forstår ikke –

(Rita kommer op fra venstre i baggrunden.)

Rita
(klagende).

Å, gå da ikke fra mig allesammen!

Asta
(møder hende).

Du vilde jo helst være alene, sa’ du –

Rita.

Ja, men jeg tør ikke. Det ta’r til at mørkne
så stygt. Jeg synes, der er store, åbne øjne,
som sér på mig!

Asta
(blødt, deltagende).

Om nu så var, Rita? De øjnene skulde
du ikke være ræd for.

Rita.

Tænk, at du kan sige det! Ikke ræd!

Allmers
(indtrængende).

Asta, jeg be’r dig, – for alt i verden, –
bliv her – hos Rita!

11*

s. 164

Rita.

Ja! Og hos Alfred også! Gør det! Gør
det, Asta!

Asta
(kæmpende).

Å, jeg vilde så usigelig gerne –

Rita.

Nå, så gør det da! For Alfred og jeg kan
ikke gå alene gennem sorgen og savnet.

Allmers
(mørkt).

Sig heller – gennem naget og kvalen.

Rita.

Ja, hvad du end vil kalde det, – så bærer
vi det ikke alene, vi to. Å, Asta, jeg be’r dig
så bønligt! Bliv her og hjælp os! Vær os i
Eyolfs sted –

Asta
(viger).

Eyolfs –!

Rita.

Ja, må hun ikke gerne det, Alfred?

s. 165

Allmers.

Hvis hun vil og kan.

Rita.

Du kaldte hende jo din lille Eyolf før.
(griber hendes hånd.) Herefter skal du være vor
Eyolf, Asta! Eyolf, ligesom du før var.

Allmers
(i dulgt bevægelse).

Bliv – og del livet med os, Asta. Med
Rita. Med mig. Med mig, – din bror!

Asta
(besluttet, rykker hånden til sig).

Nej. Jeg kan ikke. (vender sig.) Borghejm, –
hvad tid går dampbåden?

Borghejm.

Nu snart.

Asta.

Så må jeg ombord. Vil De være med mig?

Borghejm
(i dæmpet glædesudbrud).

Om jeg vil! Ja, ja, ja!

s. 166

Asta.

Så kom da.

Rita
(langsomt).

Ah, således. Ja, da kan du jo ikke bli’
hos os.

Asta
(kaster sig om hendes hals).

Tak for alt, Rita! (går hen og griber Allmers’s
hånd.) Alfred, – farvel! Tusend, tusend gange
farvel!

Allmers
(sagte, i spænding).

Hvad er dette her, Asta? Det sér jo ud
som en flugt.

Asta
(i stille angst).

Ja, Alfred, – det er også en flugt.

Allmers.

En flugt – fra mig!

Asta
(hviskende).

En flugt fra dig – og fra mig selv.

s. 167

Allmers
(viger tilbage).

Ah –!

(Asta iler nedover i baggrunden. Borghejm svinger hatten og
følger hende.)

(Rita læner sig mod indgangen til lysthuset. Allmers går i stærkt
indre oprør hen til rækværket og står der og stirrer nedover .
Ophold.)

Allmers
(vender sig og siger med tilkæmpet fatning) .

Nu kommer dampskibet. Sé der, Rita.

Rita.

Jeg tør ikke sé på det.

Allmers.

Tør du ikke?

Rita.

Nej. For det har et rødt øje. Og et grønt
et også. Store gloende øjne.

Allmers.

Å, det er jo bare lygterne, véd du.

Rita.

Herefter er det øjne. For mig. De stirrer og
stirrer ud fra mørket. – Og ind i mørket også.

s. 168

Allmers.

Nu lægger det til land.

Rita.

Hvorhenne lægger det til iaften da?

Allmers
(nærmere).

Ved bryggen, som det plejer, kære –

Rita
(retter sig op).

Hvor kan det da lægge til der!

Allmers.

Det må det jo.

Rita.

Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor
kan så de folk lægge til der?

Allmers.

Ja, livet er ubarmhjertigt, Rita.

Rita.

Menneskene er hjerteløse. De ta’r ingen
hensyn. Hverken til de levende eller til de
døde.

s. 169

Allmers.

Det har du ret i. Livet, det går sin gang,
det. Akkurat som om ingen verdens ting var
hændt.

Rita
( sér hen for sig).

Der er jo heller ingen ting hændt. Ikke
for de andre. Bare for os to.

Allmers
(i vågnende smærte).

Ja, Rita, – så unyttigt var det, at du fødte
ham i vé og vånde. For nu er han borte igen
– uden spor efter sig.

Rita.

Bare krykken blev berget.

Allmers
( hæftig ).

Ti da! Lad mig ikke høre det ord!

Rita
(klagende).

Å, jeg kan ikke bære den tanke, at vi ikke
har ham mere.

s. 170

Allmers
(koldt og bittert).

Du kunde så godt undvære ham, mens du
havde ham. Hele halve dage så du ham ikke
for dine øjne.

Rita.

Nej, for da vidste jeg jo, at jeg kunde få
sé ham, hvad tid jeg bare vilde.

Allmers.

Ja, slig har vi gået her og sløset væk det
korte samvær med lille Eyolf.

Rita
(lytter, i angst).

Hører du, Alfred! Nu ringer det igen!

Allmers
( sér udover).

Det er dampskibet, som ringer. Det skal
til at gå.

Rita.

Å, det er ikke den klokken, jeg mener.
Hele dagen har jeg hørt det ringe for ørerne.
– Nu ringer det igen!

s. 171

Allmers
(hen til hende).

Du ta’r fejl, Rita.

Rita.

Nej, jeg hører det så tydeligt. Det lyder
som ligklokker. Langsomt. Langsomt. Og altid
de samme ord.

Allmers.

Ord? Hvilke ord?

Rita
(nikker takten).

«Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken fly-der».
Å, jeg synes da, du også må kunne høre det.

Allmers
(ryster på hodet).

Jeg hører ingenting. Og det er ingenting
heller.

Rita.

Ja, ja, sig hvad du vil, du. Jeg hører det
så tydeligt.

Allmers
( sér ud over rækværket).

Nu er de ombord, Rita. For nu går skibet
indover til byen.

s. 172

Rita.

Nej, at du ikke hører det! «Kryk-ken
fly-der». «Kryk-ken – –»

Allmers
(går fremover).

Du skal ikke stå og lytte efter noget, som
ingenting er. Jeg siger, at nu er Asta og Borg-
hejm ombord. Undervejs allerede. – Asta er
borte.

Rita
( sér sky på ham).

Så er vel du også snart borte da, Alfred?

Allmers
(hurtig).

Hvad mener du med det?

Rita.

At du følger efter din søster.

Allmers.

Har Asta sagt noget?

Rita.

Nej. Men du sa’ selv, at det var for Astas
skyld, at – at vi to kom sammen.

s. 173

Allmers.

Ja, men du, du selv bandt mig. Ved sam-
livet.

Rita.

Å, for dit sind er jeg ikke – ikke sådan
– fortærende dejlig længer.

Allmers.

Forvandlingens lov kunde kanské holde os
sammen alligevel.

Rita
(nikker langsomt).

Der er forvandling i mig nu. Det føler jeg
så pinefuldt.

Allmers.

Pinefuldt?

Rita.

Ja, for der er som en slags fødsel i det
også.

Allmers.

Det er det. Eller en opstandelse. Overgang
til højere liv.

Rita
( sér forsagt hen for sig).

Ja, – med forlis af hele, hele livets lykke.

s. 174

Allmers.

Det forlis, det er just vindingen, det.

Rita
( hæftig ).

Å, talemåder! Herregud, vi er da jordmen-
nesker alligevel.

Allmers.

Vi er lidt i slægt med hav og himmel også,
Rita.

Rita.

Du kanské . Ikke jeg.

Allmers.

Å jo. Du mere, end du selv véd af.

Rita
(et skridt nærmere).

Hør, Alfred, – kunde du ikke tænke på
at ta’ dit arbejde op igen.

Allmers.

Det arbejde, som du har hadet?

Rita.

Jeg er ble’t nøjsom nu. Jeg er villig til at
dele dig med bogen.

s. 175

Allmers.

Hvorfor?

Rita.

Bare for at få beholde dig her hos mig.
Sådan i nærheden.

Allmers.

Å, jeg kan så lidet hjælpe dig, Rita.

Rita.

Men kanské jeg kunde hjælpe dig.

Allmers.

Med arbejdet, mener du?

Rita.

Nej. Med at leve livet.

Allmers
(ryster på hodet).

Jeg synes ikke, jeg har noget liv at leve.

Rita.

Nå, så med at bære livet da.

s. 176

Allmers
(mørkt, hen for sig).

Jeg tror det var bedst for os begge, om vi
skiltes.

Rita
( sér forskende på ham).

Hvor vilde du så ty hen? Kanské til Asta
alligevel?

Allmers.

Nej. Aldrig til Asta herefter.

Rita.

Hvor hen da?

Allmers.

Op i ensomheden.

Rita.

Op mellem fjeldene? Er det det, du mener.

Allmers.

Ja.

Rita.

Men dette her er jo bare drømmerier, Al-
fred! Der oppe kunde du jo ikke leve.

s. 177

Allmers.

Did op drages jeg alligevel nu.

Rita.

Hvorfor? Sig mig det!

Allmers.

Sæt dig. Så skal jeg fortælle dig noget.

Rita.

Noget, som er hændt dig deroppe?

Allmers.

Ja.

Rita.

Og som du fortied for Asta og mig?

Allmers.

Ja.

Rita.

Å, du går så stille med alting. Det skulde
du ikke.

Allmers.

Sæt dig der. Så skal jeg fortælle dig det.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.

s. 178

Rita.

Ja, ja, – lad mig høre!

( Hun sætter sig på bænken ved lysthuset.)

Allmers.

Jeg var alene deroppe. Midt inde i høj-
fjeldene. Så kom jeg til et stort, øde fjeldvand.
Og det vandet måtte jeg over. Men det kunde
jeg ikke. For der var hverken båd eller men-
nesker.

Rita.

Nå? Og så?

Allmers.

Så gik jeg på egen hånd ind i en sidedal.
For der mente jeg, at jeg skulde komme frem
over højderne og mellem tinderne. Og ned igen
til den anden side af vandet.

Rita.

Å, så gik du dig visst vild, Alfred!

Allmers.

Ja; jeg tog fejl af retningen. For vej eller
sti var der ikke. Og jeg gik hele dagen. Og
hele den næste nat også. Og til slut trode jeg

s. 179

aldrig, jeg skulde komme frem til mennesker
mere.

Rita.

Ikke hjem til os? Å, da véd jeg visst, at
dine tanker gik hid.

Allmers.

Nej, – de gjorde ikke det.

Rita.

Ikke?

Allmers.

Nej. Det var så besynderligt. Både du og
Eyolf var kommet så langt, langt bort fra mig,
syntes jeg. Og det var Asta også.

Rita.

Men hvad tænkte du da på?

Allmers.

Jeg tænkte ikke. Jeg gik der og slæbte
mig frem langs styrtningerne, – og nød døds-
fornemmelsens fred og velbehag.

Rita
(springer op).

Å, brug da ikke slige ord om det grufulde!

12*

s. 180

Allmers.

Jeg kendte det så. Slet ingen angst. Jeg
syntes, at der gik jeg og døden som to gode
rejsekammerater. Det var så rimeligt, – så lige-
til, altsammen, syntes jeg dengang. I min slægt
plejer jo ikke folk at bli’ gamle –

Rita.

Å, ti da bare stille med sligt, Alfred! For
du kom jo altså godt fra det alligevel.

Allmers.

Ja; så med en gang var jeg fremme. På
den anden side af vandet.

Rita.

Det har været en nat i rædsel for dig, Al-
fred. Men nu bagefter vil du ikke vedstå det
for dig selv.

Allmers.

Den nat løfted mig til beslutning. Og så
var det, at jeg vendte om og gik lige hjemover.
Til Eyolf.

Rita
(sagte).

For sent.

s. 181

Allmers.

Ja. Og da så – kammeraten kom og tog
ham –. Så stod der gru af ham. Af det hele.
Af alt det, – som vi ikke tør gå ifra alligevel.
Så jordbundne er vi begge to, Rita.

Rita
(med et skær af glæde).

Ja, ikke sandt! Du også! (nærmere.) Å, lad
os bare leve livet sammen så længe som muligt!

Allmers
(trækker på skuldren).

Leve livet, ja! Og ikke ha’ noget at fylde
livet med. Øde og tomhed altsammen. Hvor
hen jeg så sér .

Rita
(angst).

Å, sent eller tidlig går du fra mig, Alfred!
Jeg føler det! Og jeg kan sé det på dig også!
Du går fra mig!

Allmers.

Med rejsekammeraten, mener du?

Rita.

Nej, jeg mener det, som værre er. Frivillig

s. 182

går du fra mig. For du synes, det er bare her,
hos mig, at du ikke har noget at leve for. Svar
mig! Er det ikke så du tænker?

Allmers
( sér fast på hende).

Og om jeg nu tænkte så –?

(Larm og skrål som af vrede, hidsige stemmer høres fjernt
nedenunder. Allmers går til rækværket.)

Rita.

Hvad er det for noget. (udbrydende.) Å , du
skal sé , de har fundet ham!

Allmers.

Han findes aldrig.

Rita.

Men hvad er det da?

Allmers
(går fremover).

Bare slagsmål, – som vanligt.

Rita.

Nede på stranden?

Allmers.

Ja. Hele strandstedet burde ryddes. Nu

s. 183

er mændene kommet hjem. Drukne, som de
plejer. Prygler børnene. Hør, hvor gutterne
skriger! Kvinderne hyler om hjælp for dem –

Rita.

Ja, skulde vi ikke få nogen ned og hjælpe
dem?

Allmers
(hård og vred).

Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej,
lad dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf
forgå!

Rita.

Å, du må ikke tale så, Alfred! Ikke tænke så!

Allmers.

Jeg kan ikke tænke anderledes. Alle de
gamle rønnerne bør rives ned.

Rita.

Og hvad skal der så bli’ af de mange fat-
tige mennesker?

Allmers.

De får ty andetsteds hen.

s. 184

Rita.

Og børnene da?

Allmers.

Kan det ikke være så omtrent det samme,
hvor de går til grunde?

Rita
(stille, bebrejdende).

Du tvinger dig selv til slig en hårdhed,
Alfred.

Allmers
( hæftig ).

Det er min ret at være hård herefter! Min
pligt også!

Rita.

Din pligt?

Allmers.

Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge
uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger
dig! Tænk over den sag. Få hele stedet der-
nede jævnet med jorden, – når jeg er borte.

Rita
( sér dybt på ham).

Når du er borte?

s. 185

Allmers.

Ja, for så har du da i alt fald noget at
fylde livet ud med. Og det må du ha’.

Rita
(fast og bestemt).

Det har du ret i. Det må jeg. Men kan
du gætte, hvad jeg vil ta’ mig til, – når du er
borte?

Allmers.

Nå, hvad er det da?

Rita
(langsomt, besluttet).

Så snart du er rejst fra mig, går jeg ned til
stranden og får alle de fattige, forkomne børn
med mig her op til vort. Alle de uskikkelige
gutterne –

Allmers.

Hvad vil du gøre med dem her?

Rita.

Jeg vil ta’ dem til mig.

Allmers.

Vil du!

s. 186

Rita.

Ja, det vil jeg. Fra den dag, da du er
rejst, skal de være her, allesammen, – som om
de var mine egne.

Allmers
(oprørt).

I vor lille Eyolfs sted!

Rita.

Ja, i vor lille Eyolfs sted. De skal få bo
i Eyolfs stuer. De skal få læse i hans bøger.
Få lege med hans småsager. De skal skiftes til
at sidde på hans stol ved bordet.

Allmers.

Dette her er jo det rene vanvid at høre på!
Jeg véd ikke det menneske i verden, som er
mindre skikket til sligt noget, end du.

Rita.

Så får jeg opdrage mig til det. Oplære
mig. Opøve mig.

Allmers.

Hvis det er dit ramme alvor, – alt det,
du der siger, så må der være foregået en for-
vandling med dig.

s. 187

Rita.

Det er der også, Alfred. Det har du sørget
for. Du har skabt en tom plads indeni mig.
Og den må jeg prøve på at fylde ud med noget.
Noget, som kunde ligne en slags kærlighed.

Allmers
(står en stund tankefuld; sér på hende).

I grunden har vi ikke gjort meget for de
fattige folk dernede.

Rita.

Vi har ingenting gjort for dem.

Allmers.

Knapt nok tænkt på dem engang.

Rita.

Aldrig tænkt på dem i medfølelse.

Allmers.

Vi, som havde «guldet og de grønne skoge» –

Rita.

Vi havde lukkede hænder for dem. Og luk-
kede hjerter også.

s. 188

Allmers
(nikker).

Så det er jo kanské nokså rimeligt allige-
vel, at de ikke satte livet på spil for at redde
lille Eyolf.

Rita
(sagte).

Tænk dig om, Alfred. Er du så sikker på,
at – at vi selv havde vovet det?

Allmers
(uroligt afvisende).

Men tvil da aldrig på det, Rita!

Rita.

Å, vi er jordmennesker, du.

Allmers.

Hvad tænker du egentlig, at du vil gøre for
alle de forkomne børnene?

Rita.

Jeg får vel nærmest prøve på, om jeg kunde
mildne – og forædle deres livsskæbne.

Allmers.

Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været
født forgæves.

s. 189

Rita.

Og er ikke taget fra os forgæves heller.

Allmers
( sér fast på hende).

Vær klar over en ting, Rita. Det er ikke
kærlighed, som driver dig til dette her.

Rita.

Nej, det er det ikke. I alle fald ikke
endnu.

Allmers.

Nå, hvad er det så egentlig?

Rita
(halvt undvigende).

Du har jo så ofte talt med Asta om det
menneskelige ansvar –

Allmers.

Om bogen, som du haded.

Rita.

Jeg hader den bogen endnu. Men jeg sad
og hørte på, når du fortalte. Og nu vil jeg prøve
mig videre frem selv. På min måde.

s. 190

Allmers
(ryster på hodet).

Det er ikke for den ufærdige bogens skyld –

Rita.

Nej, jeg har en grund til.

Allmers.

Hvilken da?

Rita
(sagte, tungsindigt smilende).

Jeg vil smigre mig ind hos de store, åbne
øjnene, sér du.

Allmers
(slået, fæster blikket på hende).

Kanské jeg kunde få være med? Og hjælpe
dig, Rita?

Rita.

Vilde du det?

Allmers.

Ja, – hvis jeg bare vidste, at jeg kunde.

Rita
(nølende).

Men så måtte du jo bli’ her da.

s. 191

Allmers
(sagte).

Lad os forsøge, om ikke det kunde gå.

Rita
(neppe hørligt).

Lad os det, Alfred.

(Begge tier. Derpå går Allmers hen til stangen og hejser flaget
helt op. Rita står ved lysthuset og sér stille på ham.)

Allmers
(kommer fremover igen).

Det vil bli’ en tung arbejdsdag foran os,
Rita.

Rita.

Du skal sé , – der vil falde søndagsstilhed
over os en gang imellem.

Allmers
( stille, bevæget ).

Da fornemmer vi åndernes besøg, kanské .

Rita
(hviskende).

Åndernes?

Allmers
(som før).

Ja. Da er de kanské om os, – de, som
vi har mistet.

s. 192

Rita
(nikker langsomt).

Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.

Allmers
(stirrer frem for sig).

Kan hænde, vi endnu engang imellem, –
på livsvejen – får sé ligesom et glimt af dem.

Rita.

Hvor hen skal vi sé , Alfred –?

Allmers
(fæster øjnene på hende).

Opad.

Rita
(nikker bifaldende).

Ja, ja, – opad.

Allmers.

Opad, – imod tinderne. Mod stjernerne.
Og imod den store stilhed.

Rita
(rækker ham hånden).

Tak!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: